»Ho! Ho! Ho! Hey allesammen, jeg håber, I har det fantastisk,« lyder det i en video til forældreløse børn fra julemanden.
Julehilsnen er sendt til Scotty's Little Soldiers - en hjælpeorganisation for børn, der har mistet deres forældre, mens de var i tjeneste for den britiske hær.
Måske du nu har regnet ud, at det faktisk ikke er julemanden, der har taget fri fra gaveræset, for at indspille en hilsen.
Bag det store skæg gemmer prins Harry sig nemlig.
Han tog sig fredag tid til at sende en lille hilsen til projektet, der står hans hjerte nært.
»At miste en forælder er utroligt hårdt, men jeg ved, at I hver og én har en fantastisk fremtid foran jer, hvis I hjælper hinanden,« siger han i videoen.
Prinsen og hertuginde Meghan er egentlig gået på juleferie og har derfor afsagt sig royale pligter for en stund.
I den forbindelse er de taget til Canada for at have noget alenetid i familien.
Derfor skal dronning Elizabeth ikke forvente at have hertugparret med til bords juleaften, som det ellers har været tilfældet de seneste to år.
»Beslutningen om at have base i Canada julen over viser, hvor vigtigt landet er for dem begge,« fortæller en talsmand fra kongehuset til CNN.
Særligt hertuginde Meghan har et nært forhold til landet, hvor hun både har boet og arbejdet, før hun blev en del af den kongelige familie.
Serien 'Suits', som hun blev skrevet ud af i forbindelse med det royale bryllup, blev nemlig optaget i Toronto.