Det er ikke hver dag, man ser grevinde Alexandra og prinsesse Marie på samme billede.

Sidst, det skete, var, da prins Nikolai blev student for to somre siden, og de to blev fotograferet stående på hver sin side af den nye student.

Men ifølge flere medier udspillede der sig et 'drama mellem mor og bonusmor', hvor Alexandra på et tidspunkt skulle have sendt Marie 'et dræberblik' og fjernet Maries arm, der holdt rundt om Nikolai, da der blev taget billeder af den nykårede student.

Efterfølgende afviste grevinde Alexandra, at der skulle være ondt blod mellem hende og hendes børns bonusmor, prinsesse Marie.

Nu viser de to kvinder sig dog igen på samme billede. Det sker i anledning af prins Felix' 18-års fødselsdag, og denne gang står de med flere familiemedlemmer mellem sig.

På billederne, som kongehuset har lagt ud på deres officielle Instagramprofil, kan man se både prins Joachim, prins Felix, prins Nikolai, prins Henrik og prinsesse Athena – og altså prinsesse Marie og grevinde Alexandra.

Hele familien fejrer nemlig dagens fødselar på Château de Cayx, den kongelige families royale base i det sydlige Frankrig, nær prins Henriks fødeegn.

Prins Felix, som i dag bliver myndig, er den yngste søn af prins Joachim og grevinde Alexandra, som blev skilt i 2005, da prins Felix var to år.

Prins Joachim giftede sig med prinsesse Marie i 2008, og de har sammen børnene prins Henrik og prinsesse Athena.