Han er kongelig, han er 18 år, og så er han et kendt ansigt, og derfor skal prins Felix passe på, når han går ud. Bare én dårlig sag vil kunne ændre hans liv.

Sådan lyder dommen fra kongehusekspert Søren Jakobsen. Han siger, at prinsen, der havde fødselsdag onsdag, skal tænke over en række ting, hvis han vil ud og feste igennem.

»Han bliver bedømt hårdere end andre unge mennesker. Det er den arv, han også har med sig som kongelig. Der vil altid være øjne på ham, når han er i offentligheden,« siger eksperten.

Faktisk er det umiddelbart en smallere sti, han har at gå på, end det eksempelvis gjorde sig gældende for hans onkel, kronprins Frederik.

Prins Felix fejrede sin 18-års fødselsdg i Frankrig sammen med familien.
Prins Felix fejrede sin 18-års fødselsdg i Frankrig sammen med familien.
Vis mere

»En dag skal prins Felix jo ud og skabe sig en tilværelse. Han er ikke økonomisk sikret, ligesom hans far, prins Joachim, og kronprins Frederik er det (af årpenge, red.),« lyder det fra Søren Jakobsen.

Han påpeger, at der i dag er mange, der i farten kan tage et billede af den festende prins. Derfor skal den nu myndige prins Felix overveje, hvilke steder han besøger.

»Det bedste, han kan gøre for sig selv, er at deltage i fester, som foregår i lukkede lag, hvor han kender de tilstedeværende.«

Hvis han alligevel vover sig ud på en natklub, er der nogle ting, som Søren Jakobsen, der har skrevet flere bøger om de kongelige og eliten, siger, prinsen skal tænke på.

»Man har jo set, hvordan eksempelvis kronprins Frederik har haft sine fulde-eskapader, og hvordan han har kysset sig igennem en række smukke kvinder, men det vil prins Felix ikke kunne tillade sig,« lyder det.

»Hvis han tager i byen, så skal han behandle den taxachauffør, som kører ham hjem, pænt, han skal betale sine egne regninger, og han skal aldrig rode sig ud i noget med gadeuorden,« forklarer eksperten, der siger, at en dårlig sag vil kunne følge den unge prins livet igennem.

Mere låst – men også mere fri

Han forklarer dog, at prins Felix på papiret er fri til at gøre, hvad han vil. Der er eksempelvis ikke de samme sikkerhedsforanstaltninger for ham, som der er for medlemmerne i kronprinsfamilien. Han har ikke fire PET-folk, der følger ham hele tiden.

Den unge prins er også allerede set feste ved eksempelvis den københavnske musikfestival Distortion sammen med sin storebror, prins Nikolai.

Prins Nikolai er også enkelte gange set på forskellige natklubber – helt uden at gøre sig uheldigt bemærket.