Da der for nogle måneder siden begyndte at florere en historie om, at der var splid og drama mellem grevinde Alexandra og prinsesse Marie, gjorde det Alexandra ked af det.

Også selvom hun har lært, at man ikke skal reagere. Det fortæller hun i et åbenhjertigt interview med Billed-Bladet i forbindelse med udgivelsen af hendes bog 'Mit lykkelige land'.

Historien begyndte at rulle, efter Alexandras ældste søn, prins Nikolai, var til dimission på Herlufsholm Skole - hvor også Nikolais far, prins Joackim, og hans nye hustru, prinsesse Marie, var til stede.

Ifølge ugebladet Se og Hør udspillede der sig angiveligt et 'drama mellem mor og bonusmor', hvor Alexandra på et tidspunkt skulle have sendt Marie 'et dræberblik' og fjernet Maries arm, der holdt rundt om Nikolai, da der blev taget billeder af den nykårede student.

ARKIVFOTO af Prins Joachim og Prinsesse Marie med Prins Nikolai.
ARKIVFOTO af Prins Joachim og Prinsesse Marie med Prins Nikolai. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Allerede kort tid efter historien var udkommet i ugebladet - og også var blevet omtalt i flere udenlandske medier - afviste Alexandra den gennem sin advokat, Bjarke Vejby.

'Grevinde Alexandra udtaler, at artiklen i enhver henseende er pure opspind og personligt krænkende,' lød udtalelsen fra advokaten til Se og Hør.

Til Billed-Bladet, der er udkommet torsdag, forklarer grevinden, at der ikke er problemer i hendes og Maries forhold til hinanden.

»Altså, jeg har for længe siden lært, at man ikke skal reagere, men når nogen skriver om falskheder og noget, som er usandt, så bliver jeg ked af det og reagerer. Det vil være forkert af mig at sige, at det intet betyder. Jeg tror aldrig, at man vænner sig helt til det, når det er langt fra virkeligheden. Selvfølgelig bliver jeg ked af det, men jeg er så garvet og rutineret, at jeg kan smide det væk,« fortæller hun og tilføjer:

»Fra drengene (sønnerne prins Nikolai og prins Felix, red.) var helt små, har vi sagt, at de vil se og høre ting om dem, os og familien, men at de ikke må tage det for tungt. Selv om det er lettere sagt end gjort.«

ARKIVFOTO fra 2015 af Alexandra med sønnerne Nikolai og Felix.
ARKIVFOTO fra 2015 af Alexandra med sønnerne Nikolai og Felix. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere