Mens hans ekskone og døtre hygger sig på skiferie i hans skihytte i det schweiziske rigmandsparadis Verbier, sidder prins Andrew alene tilbage på slottet i Windsor og afventer sin skæbne.

Den holder Jeffrey Epsteins ekskæreste Ghislaine Maxwell måske i sine hænder. Og alles øjne hviler på den beslutning, som hun træffer en af de kommende dage.

»Jeg tror, at vi skal forvente, at der kommer til at ske mange ting nu. Ikke kun med ham, men i første omgang er han det store tilbageværende dyr i åbenbaringen,« siger B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg, der med bopæl i London følger sagen tæt.

»Hvis det så svært ud for prins Andrew før, så er det endnu mere op ad bakke nu. I første omgang hvad angår hans renommé. Men også fordi der lurer en mulighed for mere end et civilt søgsmål – nemlig en straffesag,« forklarer Illeborg.

Ghislaine Maxwell i retten den 29. december.
Ghislaine Maxwell i retten den 29. december. JANE ROSENBERG

Ghislaine Maxwell blev 29. december kendt skyldig i anklagerne om sexmisbrug af mindreårige i ledtog med Jeffrey Epstein samt for at have menneskehandlet mindreårige med sex for øje.

Prins Andrew har igennem flere år været fedtet godt ind i sagen, da et af Epsteins ofre, Virginia Giuffre, flere gange har anklaget prinsen for at være en af de mænd, som hun blev tvunget til at have sex med.

Prinsen venter i forvejen på, om der kommer en civilsag ud af Giuffres beskyldninger, og imens får han måske endnu en mulig sag hængende over hovedet.

I løbet af kort tid skal Ghislaine Maxwell træffe valget, om hun ønsker at samarbejde med politiet frem for at appellere sin sag, som hendes advokater ellers har sagt, at hun vil gøre. Og hvis hun vælger samarbejdet, kan prins Andrew ende med at blive smidt under bussen.

Prins Andrew og Sarah Ferguson ses her, da deres børn var små, på en skiferie i Verbier.
Prins Andrew og Sarah Ferguson ses her, da deres børn var små, på en skiferie i Verbier. ARCIERI

For begynder Maxwell at snakke for at redde sig selv, og ved hun noget om prinsen, så ser det skidt ud for dronning Elizabeths 61-årige yndlingssøn.

»Vi ved endnu ikke, om hun vil sige noget, men der går hårdnakkede rygter om, at hun er ved at indgå et samarbejde med de amerikanske myndigheder. At hun er i gang med konkrete forhandlinger med dem,« siger Illeborg og tilføjer:

»Og hvis hun gør det, så vil hun gå fra at være en, som den amerikanske stat forsøger at få straffet, til at være et kernevidne i kommende retssager.«

Vælger Ghislaine Maxwell at samarbejde med politiet, så kan det både se skidt ud for prins Andrew, det britiske kongehuse samt flere andre rige og magtfulde mænd.

Prins Andrews ekskone Sarah Ferguson har støttet sin mand gennem hele sagen mod Epstein.
Prins Andrews ekskone Sarah Ferguson har støttet sin mand gennem hele sagen mod Epstein. Toby Melville

»Det kan blive potentielt betændt. For det første er det britiske kongehus og nogle meget vigtige diplomatiske bånd til Storbritannien. For det andet, så er nogen af dem, der er blevet nævnt i retssagen to tidligere amerikanske præsidenter (Clinton og Trump, red.). Det er et voldsomt spændende og potentielt virkelig afgørende øjeblik de næste dage,« siger Illeborg.

»Hvis der kommer et samarbejde, så er det, fordi statsanklagerne tror, at de kan få dømt nogle andre, og så er det, fordi der er flere 'bomber' på vej,« siger han.

Ghislaine Maxwell, der er datter af den afdøde mediemogul Robert Maxwell, har ellers gennem mange år tilhørt den britiske overklasse og været en nær ven af prins Andrew.

Derfor har det været ventet, at hun ikke har ønsket at tale om ham ved retssagen. Det kan dog være ændret nu, hvor hun ser frem til en mulig straf på op til 65 års fængsel – en straf, som både hendes advokater og flere kommentatorer har antydet er for hård.

Prins Andrew ejer denne skihytte i schweiziske Verbier, hvor det danske kronprinspar også har en skihytte.
Prins Andrew ejer denne skihytte i schweiziske Verbier, hvor det danske kronprinspar også har en skihytte. Fabrice COFFRINI

»Lige nu tager hun skraldet for alle. Nu risikerer hun jo at dø i fængslet. Så hvor langt skal hendes loyalitet gå for nogen, der tilsyneladende ikke har nogen loyalitet for hende, når lokummet brænder. Jeg kan da godt forstå, hvis hun sidder i fængslet og tænker: 'Det her gider jeg sgu ikke mere. Hvis der er en vej ud, så tager jeg den',« siger Illeborg og tilføjer:

»Så hvis der er hold i bare nogen af beskyldningerne, så er det jo dynamit. Man kan godt sige, at Ghislaine Maxwell holder prins Andrew skæbne i sin hånd. Det ser ikke godt ud for ham. Det bliver nogle uhyre spændende uger.«