Onsdag kunne B.T. afsløre, at grevinde Alexandra har fundet kærligheden med erhvervsmanden Nicolai Peitersen, og nu taler han for første gang om forholdet.

»Vi er meget, meget glade for hinanden, og selvom det er på et tidligt stadie, så håber vi, at vi har en lang fremtid sammen. Det er en lykkelig begivenhed, og alle er glade,« siger Nicolai Peitersen i et interview med B.T. via telefon fra Kina.

Han bekræfter desuden, at han kommer til Danmark inden længe.

»Jeg kommer i løbet af sommeren, ja,« siger han.

Men begyndelsen af romancen med grevinden har dog budt på nogle udfordringer. Det viser sig nemlig, at Peitersen stadig er gift med sin ekskone Esther. Dog er der kun tale om en teknikalitet. Parret har levet separeret i tre år, men først i november sidste år begyndte de på skilsmisseprocessen.

Det sker, fordi de har ventet på, at Esther kunne få sin egen arbejdstilladelse i Kina. Hun ønsker nemlig at blive boende, mens Nicolai Peitersen vil rejse til Danmark, hvor han er blevet forelsket i grevinde Alexandra.

»Jeg vil gerne aflive et hvert rygte om, at der skulle være tale om en skandale eller noget drama. Jeg har været separeret fra min ekskone i tre år, der er lavet en formel aftale mellem os om vores separation. Vi har ikke boet sammen i de tre år, og det er udelukkende på grund af kinesiske visumregler,« fortæller Nicolai Peitersen til B.T.

Esther og Nicolai Peitersen vidste allerede for fem år siden, at de skulle skilles.

»Vi har været i Kina på min arbejdstilladelse, og hun ville simpelthen være blevet smidt ud, hvis vi var blev skilt tidligere. Først i slutningen af sidste år fik hun sit eget visum, og hun ønsker at blive boende med vores børn, som går i skole der,« siger Peitersen.

Der kan stadig en måned eller to, inden han og Esther formelt er skilt.

»Men min ekskone er glad for, at jeg har mødt Alexandra, og er glad på mine vegne,« siger han.

Forleden bekræftede grevinde Alexandras presserådgiver det nye forhold i B.T.

»Det er korrekt, at grevinde Alexandra og Nicolai Peitersen har set hinanden gennem et stykke tid, men grevinden har ikke yderligere kommentarer til forholdet,« sagde grevinde Alexandras presserådgiver, Helle Von Wildenrath Løvgreen.

Nicolai Peitersen har to børn med Esther Peitersen. Han har også en bror, Alexander Peitersen, som har været en del af grevinde Alexandras vennekreds gennem mange år.

Hans far er Birger Peitersen, som mange måske husker som en af Danmarks førende fodboldkommentatorer. Siden 1984 har han kommenteret fodbold på DR, TV3 og Kanal 5, og før det var han træner i Brøndby IF. Privat er han gift med Anette.

Nicolai Peitersen er en af stifterne bag Wikifactory.
Nicolai Peitersen er en af stifterne bag Wikifactory. Foto: Mathias Svold
Vis mere

Igennem flere år har Nicolai Peitersen opbygget IT-virksomheden Wikifactory, som havde sit hovedsæde i grevinde Alexandras hjemby, Hongkong. Men efter intense politiske uroligheder har han nu valgt at rykke firmaet til København. Men vi skal nok ikke regne med at se forretningsmanden på røde løbere i hovedstaden. Han er nemlig en introvert person.

Og det er det diametralt modsatte af grevinde Alexandras eksmand Martin Jørgensen, som hun var gift med fra 2007 til 2015. Martin havde store armbevægelser og var kendt som en festabe, der holdt hof på Københavns jetset-restauranter. Dengang var grevinden draget af Martin, der var meget anderledes end prins Joachim. Martin var filmfotograf, han var ung, og han stoppede aldrig med at feste.

Indtil alt gik galt.

I 2015 stod det klart for grevinde Alexandra, at Martin Jørgensen levede et dobbeltliv. Ifølge ugebladet Se og Hør havde han fuppet grevinden for millioner, og han havde haft en affære med tv-vært Eva Harlou. Grevinde Alexandra så ingen vej tilbage. Hun måtte begære skilsmisse. Og denne gang sagde hun tingene, som de var:

Grevinde Alexandra med Martin Jørgensen.
Grevinde Alexandra med Martin Jørgensen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Vi har ikke de samme værdier længere, og jeg kunne ikke se os have en fremtid sammen. Når man kan se, at der ikke er en fælles fremtid, og at der er nogle grundværdier, vi alle sammen har i et ægteskab, der bliver for forskellige, så er man nødt til at tage det op til revision,« sagde hun dengang til Ritzau.

Grevinde Alexandra havde med andre ord fået nok. Senere kom det også frem, at Martin Jørgensen måtte underskrive et gældsbrev. Hvis han kommer til penge igen, skal han ifølge Se og Hør betale millioner tilbage til grevinde Alexandra.

I 2019 mødte grevinden en ny mand. På papiret virkede alting godt, Tony Lindkold var tidligere ansat i PET. Men der var noget, han havde glemt at fortælle. Lindkold havde nemlig solgt ulovlige kopimøbler, og i 2015 var han blevet idømt et års betinget fængsel.

Grevinde Alexandra måtte læse om dette i pressen, og set i lyset af sagens alvor afbrød hun kontakten til Lindkold.

Grevinde Alexandra ved gallataffel på Christiansborg Slot i anledning af kronprinsens 50 års fødselsdag.
Grevinde Alexandra ved gallataffel på Christiansborg Slot i anledning af kronprinsens 50 års fødselsdag. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Siden har hun officielt været single.

Det er 26 år siden, grevinde Alexander blev præsenteret for danskerne som prins Joachims forlovede. Det var før, kronprins Frederik fandt Mary, og i en årrække i 1990erne så mange det nygifte par som det perfekte par i Kongehuset. Mange mente, at prins Joachim var et bedre bud på en kommende konge end Kronprinsen, der dengang havde mere travlt med at feste.

I 2004 var det prins Joachim og daværende prinsesse Alexandras ægteskab, der begyndte at knirke. Og i efteråret meddelte Kongehuset, at parret skulle skilles. Det kom som et chok for danskerne, og mange stillede sig selv spørgsmålet, om monarkiet overhovedet kunne holde til en skilsmisse.

Brylluppet med prins Joachim er stadig et af de bedste minder, grevinde Alexandra har.
Brylluppet med prins Joachim er stadig et af de bedste minder, grevinde Alexandra har. Foto: KELD NAVNTOFT
Vis mere

Men det lykkedes. I den grad. Sidste år fortalte grevinde Alexandra om sit livs lykkeligste øjeblik. Og her kom prins Joachim ind på en flot andenplads:

»Udover at blive mor, så var det ubetinget mit bryllup med prins Joachim,« sagde hun.

Efter skilsmissen fra Martin Jørgensen købte grevinde Alexandra en villa på Vilvordevej i Charlottenlund – meget tæt på prins Joachim og prinsesse Maries hus på Emiliekildevej.

Således kunne prins Nikolai og prins Felix være tæt på begge familier.

Grevinde Alexandra og prins Joachim viste sig som en moderne skilsmissefamilie. Her er det prins Felix første skoledag, og både prins Joachim og grevindens nye mand, Martin Jørgensen var med.
Grevinde Alexandra og prins Joachim viste sig som en moderne skilsmissefamilie. Her er det prins Felix første skoledag, og både prins Joachim og grevindens nye mand, Martin Jørgensen var med. Foto: Claus Bech
Vis mere