Kronprins Christian skal have sin egen apanage.

Det har flere eksperter tidligere spået, men nu fremgår det af Folketingets ugeplan.

Her står det sort på hvidt, at Folketinget for første gang skal behandle i alt tre lovforslag fra statsministeren, som handler om henholdsvis det nye kongepars statsydelse, apanagen til den afgående regent dronning Margrethe og så også apanagen til den nyslåede kronprins.

Tidligere har kongehuset meldt ud, at den daværende prins Christian trods sine 18 år først skulle modtage apanage, når han var færdig med sine studier - eller hvis han blev kronprins.

Det blev kronprins Christian så med tronskiftet, så derfor har regeringen nu lagt op til, at kronprins Christian skal modtage apanage.

Tidligere har kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen skudt på, at den nye kronprins kunne tænkes at få i omegnen af ni millioner kroner i årlig apanage. 

Det vil være ekstra penge, der skal findes frem fra statskassen.

Finansminister Nicolai Wammen har allerede meldt ud, at man forventer, at udgifterne til kongehuset stiger i forbindelse med tronskiftet.

Da dronning Margrethe trak sig som regent med tronskiftet, blev Christian kronprins og Frederik konge. Nu skal Folketinget så i april behandle statsminister Mette Frederiksens forslag om, hvor meget de hver især skal have i apanage.
Da dronning Margrethe trak sig som regent med tronskiftet, blev Christian kronprins og Frederik konge. Nu skal Folketinget så i april behandle statsminister Mette Frederiksens forslag om, hvor meget de hver især skal have i apanage. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Lovforslagene om de kongeliges fremtidige apanage behandles samtidigt fredag 19. april.

Tidligere har statsminister Mette Frederiksen, der har kongehuset under sit resortområde, foreslået, at det nye kongepar skulle overtage dronning Margrethes statsydelse på omtrent 89 millioner årligt, samtidig med kong Frederik beholdt sin nuværende apanage på omtrent 22 millioner kroner årligt.

Dette skulle gælde indtil, at der ved lov blev etableret en ny såkaldt civilliste, der er statens ydelse til regenten.

Nu fremgår det så af Folketingets ugeplan, at loven om det, der nu hedder kong Frederik den Tiendes civilliste, skal under sin første behandling.

Det sker samtidig med, at dronning Margrethe som afgående regent skal have bestemt en ny apanage, ligesom også kronprins Christian altså skal på lønningslisten.

Hør seneste afsnit af B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen' herunder.

Omny Studio Clip

Nyt spor i Kate-gate - og markante ændringer hos Kongeparret