Statsministeren har nu givet sit bud på, hvordan kronprins Frederiks apanage skal se ud, når han bliver konge.

Det er op til Folketinget at fremsætte, hvor meget de kongelige skal have i apanage, og torsdag har statsminister Mette Frederiksen - med en dags forsinkelse - fremsendt sit udkast til Finansudvalget.

Det skriver Børsen.

Statsminister Mette Frederiksen foreslår heri, at kronprins Frederik skal overtage den såkaldte statsydelse fra Dronning Margrethe, samtidig med han beholder sin nuværende apanage.

Det betyder, at statsydelsen - som er på omtrent 89 millioner årligt og som skal dække størstedelen af kongehusets udgifter - skal lægges oveni de omtrent 22 millioner kroner, som kronprins Frederik for nuværende modtager årligt i apanage.

Forslaget skal gælde fra februar. Det er dog kun midlertidigt, indtil en ny lov vedrørende kongehusets apanage er vedtaget.

Mette Frederiksen seneste forslag handler således blot om 'en videreførelse af de nuværende ydelser', indtil 'etableringen af en ny civilliste ved lov', som det skrives i aktstykket om Mette Frederiksens udkast.

Statsministeriet har tidligere meddelt til B.T., at 'spørgsmål om årpenge med videre i forbindelse med tronskiftet er under afklaring' uden noget nærmere tidsperspektiv.

Statsminister Mette Frederiksen hilser på dronning Margrethe, der sammen med det daværende kronprinspar tog imod gæsterne til gallamiddag på Christiansborg Slot i anledningen af Dronningens 50 års regeringsjubilæum.
Statsminister Mette Frederiksen hilser på dronning Margrethe, der sammen med det daværende kronprinspar tog imod gæsterne til gallamiddag på Christiansborg Slot i anledningen af Dronningens 50 års regeringsjubilæum. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Der skal fortsat fremsættes et konkret lovforslag om de kongeliges apanage efter tronskiftet.

Hofhistoriker og kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen havde dog i B.T. forudset, at netop Dronningens statsydelse skulle overgå til kronprins Frederik, når han bliver konge.

»Jeg kan dårligt forestille mig andet end, at de vil lave en rokade og flytte rundt på apanagen, når opgaverne og personalet flytter fra Dronningen til Kronprinsen,« sagde Sebastian Olden-Jørgensen.

»Så derfor må det være et praktisk spørgsmål mellem Dronningen og den kommende konge, hvordan de flytter opgaverne, midlerne og personalet imellem sig.«

Kongehuseksperten har ligeledes fastslået, at der må skulle findes ekstra skattekroner frem til en selvstændig apanage til prins Christian, når han med tronskiftet bliver kronprins. Læs mere om det HER.

Hør seneste afsnit af B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen' herunder.