Når kronprinsesse Mary taler om bæredygtighed, samtidig med hun anses for at have et stort tøjforbrug, så er det et godt symbol på modebranchens skizofreni.

Det siger Else Skjold, der er lektor for bæredygtigt design ved Designskolen Kolding.

»Der er et stort ønske i branchen om at være bæredygtige, samtidig med at det også handler om at lave en god forretning.«

Hun fortæller, at problemet med modeindustriens miljøpåvirkning er gigantisk.

Kronprinsesse Mary talte ved årets Copenhagen Fashion Summit, som er et topmøde om bæredygtighed inden for mode. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)
Kronprinsesse Mary talte ved årets Copenhagen Fashion Summit, som er et topmøde om bæredygtighed inden for mode. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix) Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Alene modebranchens CO2-udledning er lige så stor som fly- og togtrafikkens samlede udledning.

Derfor er Skjold også glad for, at der er royalt fokus på området.

»Jeg synes, det er rigtig dejligt, at Kronprinsessen er med til at sætte fokus på det her problem,« siger hun.

Hun forklarer, at ikke alene har kronprinsesse Mary en klar tilknytning til modebranchen, hun har også den celebrity-status, som gør, at hun kan være en god rollemodel for andre forbrugere.

Noget af det, som hun mener, kronprinsesse Mary gør helt rigtigt, er, at hun ikke alene fokuserer på de materialer, som hun bærer.

»Hun har jo været rigtig god til at tage nogle materialer på, som eksempelvis er lavet af genbrugt fiskegarn, men det, som hun gør rigtig godt i den sidste tid, er at have fokus på at købe mindre nyt og at genbruge sit tøj og bruge vintage,« siger eksperten.

Hun fortæller, at det er et af de steder, hvor man kan se, at det virkelig rykker på bæredygtigheds-kontoen.

»Man kan sige, at industrien har haft et problem med, at de primært har konkurreret på prisen. Det har gjort, at man har fået massive mængder af tøj, der er dårligt designet, og som ikke klæder nogen.«

Else Skjold forklarer, at forskning viser, at en af de gode veje at gå er at blive mere opmærksom på designet, så tøjet, der købes, er noget, der gør forbrugerne glade.

»Groft sagt, så skal industrien lære at tjene penge på en anden måde, der giver bedre værdi for forbrugerne,« siger hun og fortsætter:

»Man kender allesammen det med, at man ser en dame i en reklame og tænker 'hun ser pæn ud', og så ser tøjet slet ikke sådan ud på én selv.«

Derfor mener Else Skjold, at det er prisværdigt, at Kronprinsessen tager fat i de her problemer, som der findes med modeindustrien.