Modeugen er lige om hjørnet, og måske den kan være med til at vende en noget kedelig tendens i den danske modebranche.

For første gang i ti år oplever branchen nemlig, at den samlede omsætning falder.

Det skriver Finans med udgangspunkt i foreløbige tal for 2019. Tal, som erhvervsorganisationen Dansk Mode & Textil har indhentet.

Samlet set har den danske tøjindustri nemlig oplevet et fald i omsætningen på tre procent.

Og det er særligt herhjemme, handlen er forringet.

Her er der nemlig sket et fald på 6,5 procent, mens eksporten til udlandet er fortsættet, som den gjorde året forinden.

Og der kan være grund til bekymring, udtaler Michael Hillmose, som er international chef hos Dansk Mode & Textil.

»Alt tyder på, at den negative udvikling i Danmark fortsætter, og forbrugerne er tilbageholdende. Desuden ændres handelsmønstrene med øget onlinesalg, som rykker ved tingene,« siger han til Finans.