»Det var lige godt pokkers!«

Ovenstående var den tanke, der ramte Michael Weesgaard som den første, da et helt særligt brev for nylig blev sendt til hans virksomhed.

Brevet var nemlig underskrevet af dronning Margrethes privatsekretær og indeholdt en hilsen fra majestæten selv.

»Hendes Majestæt Dronningen har bedt mig takke Dem for Deres venlige hilsen, samt for det flotte – og nyttige – udvalg af franske mundbind, som det glædede Dronningen at modtage,« står det således skrevet på det royale brevpapir.

Her brevet fra Kongehuset – og et udvalg af de franske mundbind.
Her brevet fra Kongehuset – og et udvalg af de franske mundbind. Foto: Privat
Vis mere

Baggrunden er, at Michael Weesgaard og den virksomhed, han er grundlægger af og direktør i, for nylig gjorde noget, som de ikke har gjort før.

Normalt leverer Weesgaard Dental medicoprodukter til sundhedsbranchen, men i forbindelse med coronapandemien er virksomheden også begyndt at sælge deres mundbind til private.

Mundbindene er allergivenlige og produceret i den franske hovedstad, Paris, og derfor tænkte Michael Weesgaard og co., at kongehuset med dets franske forbindelse måske ville tage godt imod dem.

Det var dog ikke dem selv, der kom på ideen.

»En veninde i mit netværk havde set dronning Margrethe til et arrangement, hvor hun bar det almindelige blå mundbind. Så havde hun sagt: 'Du skal da sende nogle af dine mundbind til hende. Den ligger da lige til højrebenet',« fortæller direktøren.

Som sagt, så gjort.

En pakke med et udvalg af de forskellige farver mundbind blev pakket og leveret til Det Gule Palæ. Og før Michael Weesgaard vidste af det, lå der en takkeskrivelse fra Dronningen hos Weesgaard Dental.

»Der tænkte jeg: 'Det var lige godt pokkers.' Det blev jeg sgu lidt stolt af.«

Michael Weesgaard er grundlægger af og direktør i Weesgaard dental, der leverer udstyr og andre produkter til sundhedssektoren.
Michael Weesgaard er grundlægger af og direktør i Weesgaard dental, der leverer udstyr og andre produkter til sundhedssektoren. Foto: Privat
Vis mere

»Jeg havde bestemt ikke regnet med det. Jeg tænker, at kongehuset bliver tæppebombet med alt muligt, så jeg er meget benovet over, at hun svarede.«

Faktisk er de hos Weesgaard Dental så benovede, at Dronningens hilsen nu er blevet sat i ramme og hængt op på kontoret.

Michael Weesgaard fortæller, at Dronningens anerkendelse dels giver en følelse af, at de hos Weesgaard Dental kan gøre en forskel med deres historie og forretning med at levere produkter.

»Og så skal det da ikke være nogen hemmelighed, at det måske kan hjælpe med at sælge flere EU-producerede allergivenlige mundbind i forskellige farver til danskerne.«

Dronning Margrethe iført mundbind under åbningen af udstillingen 'Auguste Rodin – Forskydninger' på Glyptoteket.
Dronning Margrethe iført mundbind under åbningen af udstillingen 'Auguste Rodin – Forskydninger' på Glyptoteket. Foto: Emil Helms
Vis mere

Majestætens takkehilsen til trods har de hos Weesgaard Dental endnu ikke spottet hende bære et af de farverige mundbind.

»Til gengæld har vi spottet kronprins Frederik i et sort mundbind med hvid kant, som vi mistænker, kommer fra os,« fortæller Michael Weesgaard.

Han tilføjer, at kongefamiliens unge mennesker ligesom deres farmor har modtaget en forsendelse med de farverige, franske mundbind.

Da gaver er et privat anliggende, kan kongehuset hverken be- eller afkræfte, hvorvidt Dronningen har taget de franske mundbind i brug.

Sikkert er det dog, at alle gaver sendt til de kongelige gemmes, og at det ikke er usædvanligt, at Dronningen tager sig tid til at sende en tak for dem.

»Dronningen modtager breve, mindre gaver, bøger samt forskellige hjemmelavede ting, og Majestæten takker gerne for opmærksomheden,« oplyser kongehusets kommunikationsafdeling således til B.T.