»Så, absolut med en klump i halsen, siger jeg tak for denne gang.«

Ordene kommer fra Linse Kessler, der sammen med sine nærmeste igennem ti år har ladet danskerne komme helt tæt på deres kulørte liv på Bryggen. Men det er slut nu.

I hvert fald for en stund.

Således holder 'Familien fra Bryggen' efter 19 sæsoner pause på ubestemt tid, lyder det i en pressemeddelelse fra NENT.

Familien har simpelthen brug for det, som Linse Kessler beskriver som »os-tid«.

»Jeg har elsket hvert et sekund af de 10 år, vi har optaget 'Familien fra Bryggen'. Vi har grinet rigtig meget; vi har taget pis på hinanden, vi har også grædt – i det hele taget har vi underholdt, mens vi på samme tid har levet vores liv,« siger den 55-årige brygge-kvinde og fortsætter:

»Det har været mig en ære, og jeg er fuld af taknemlighed over for vores mange trofaste seere, som har fulgt os i tykt og tyndt. Vi har brug for en pause nu; det er ikke uden konflikter at optage sammen som en familie i 10 år, og vi har brug for ‘os tid’ nu.«

I årenes løb har seere af det populære program været vidner til både dødsfald, bryllupper, fødsler og mange, mange andre aspekter i Bryggen-familiens liv.

'Familien fra Bryggen' kører på 19. sæson.
'Familien fra Bryggen' kører på 19. sæson. TV3

Og det har været ærligt. Men nu er det på tide at trække stikket, forklarer Stephanie 'Geggo' Salvarli.

Også selvom hun kommer til at savne at lave »fjerner«:

»Vi har grint, vi har grædt, og jeg er umådeligt stolt af at have lavet intet mindre end 19 sæsoner af vores eget tv-program. Det er jo for fanden kæmpestort, og jeg har en ydmyghed uden lige for det faktum. Jeg fortryder intet!«

»'Familien fra Bryggen' har og vil altid have en kæmpe plads i mit hjerte. Derfor kan jeg med oprejst pande og ro i sindet sige, at jeg glæder mig til, at vi nu har besluttet at trække stikket for en stund, så vi kan fokusere på os som familie. Der er ingen tvivl om, at dét har vi brug for lige nu,« siger hun.

Ida Guldbæk Arentsen

Hun tilføjer desuden, at der er ikke er tale om et »farvel«, men et »på gensyn«.

Fra NENT's side lyder en stor tak til familien, der altså har leveret god underholdning det seneste årti.

»Vi har naturligvis fuld forståelse for, at familien nu har udtrykt ønske om en pause fra formatet, og vi ser allerede enormt meget frem til, at vi har dem tilbage på Viaplay og TV3 igen,« lyder det fra Kenneth Kristensen, programchef hos NENT Group.

Han varsler, at der trods et foreløbigt punktum i fortællingen om 'Familien fra Bryggen' er nye projekter med familien på vej. Hvad, det konkret indebærer, kan han ikke afsløre.

NENT understreger, at alle 19 sæsoner af 'Familien fra Bryggen' er tilgængelige på Viaplay, mens 'Best of Bryggen' kan ses på Viafree.