Meghan Markle har snyltet på sin fars netværk og succes, men vil ikke hjælpe ham, nu hvor det går ham dårligt. Det mener hendes amerikanske søster, der til News9 anklager den kommende britiske prinsesse for at have svigtet familien.

Som stjerne i tv-succesen 'Suits' er den amerikanske skuespiller Meghan Markle vant til et liv i sus og dus. Snart får livsstilen dog et nøk opad, når hun i foråret gifter sig med prins Harry af Wales.

Men hjemme i barndomsbyen Ocal i Florida lever hendes familie et helt andet liv. Og det kan Meghan Markle ikke være bekendt, mener halvsøsteren Samantha Grant - eller Samantha Markle, som hun foretrækker at blive kaldt nu

Meghan Markle voksede op i et almindeligt middelklassehjem i Californien. Hendes far, Thomas Markle, havde allerede børnene Samantha og Thomas Junior, da han mødte Doria Ragland, og de sammen fik Meghan.

Da lillesøsteren kom til verden, blev familien samlet, fortæller Samantha Markle.

Men herefter gik det galt.

Faderen var prisbelønnet lysmand på flere Hollywood-sitcoms som 'Vore værste år' og 'General Hospital', og mens begge døtre færdedes hjemmevant på settet siden deres unge år, mener Samantha Markle, at Meghan Markles har deres far at takke for sin flotte skuespil-karriere.

»Jeg synes, han hjalp hende en hel del, og han er meget kreativ og opmuntrende, så hun fik det optimale ud af sine omgivelser. Jeg tror ikke, han føler, hun skylder ham noget, men det er sådan, jeg ser på det,« siger Samantha Markle.

Hun er selv forfatter og filmskaber, men kæmper for at få det hele til at løbe rundt. Samtidig har hun nervesygdommen sklerose, som har bundet hende til en kørestol de seneste 10 år, hvorfra hun modtager konstant pleje fra sin mand, Mark.

Faderen Thomas Markle blev erklæret personlig konkurs i 2016, hvorefter han flyttede til Mexico, ændrede sit telefonnummer og slettede sine sociale medier. Her skulle han angiveligt have en formue på blot få hundrede dollar.

Samantha Markle er derfor skuffet over, at hendes halvsøster ikke har forsørget deres far, da han ville kunne leve godt for samme beløb, som Meghan Markle bruger på en enkelt weekend, fortæller hun.

»Hvis du har råd til at bruge 75.000 dollar (knap 450.000 kroner, red.) på en kjole, har du også råd til at bruge 75.000 dollar på at hjælpe din far. Det er sådan, jeg har det. Det er sådan, jeg er,« siger Samantha Markle med henvisning til den Ralph & Russo-kjole, hun bar på parrets officielle forlovelsesfotos.

Selvom Meghan Markle, der er kendt fra tv-serien 'Suits', har brugt sin stjerne-status på humanitære forhold og virker som global ambassadør for World Vision, giver Samantha Markle ikke meget for søsterens tilsyneladende gode hjerte og store omsorg.

Hun mener nemlig, at kendisser besøger fattige lande for egen vindings skyld og tropper op i dyrt tøj for at få taget billeder af, at de gør noget godt, fortæller hun til 9News.

Samantha Markle har ikke talt med sin søster i tre år, men har til gengæld brugt tiden på at skrive en bog om hende, som får titlen 'The Diary of Princess Pushy's sister'. Endnu mangler hun dog et forlag, som vil udgive den.

Meghan Markle har ikke offentligt kommenteret beskyldningerne fra Samantha Markle.