I et højst usædvanligt interview har den britiske prins Harrys svigerfar - Thomas Markle - valgt at løfte sløret for nogle af de samtaler, de to har haft, efter prinsen begyndte at danne par med hans datter, Meghan Markle.

Hans eget afbud til det storslåede bryllup, den opstillede paparazzi-skandale, Donald Trump og Brexit.

Det var blot noget af det, Thomas Markle mandag talte om, da han tonede frem på tv-skærmen i det britiske morgenprogram 'Good Morning Britain' i sit første interview. Det skriver blandt andet The Telegraph og The Guardian.

Den amerikanske pensionist, der skulle have fulgt sin datter ned ad kirkegulvet under brylluppet i maj, men som blev nødt til at melde afbud efter en operation, har endnu til gode at møde nogen af medlemmer af det britiske kongehus, efter hans datter - den tidligere skuespillerinde Meghan Markle - fandt kærligheden i den britiske prins Harry.

Men han har haft flere samtaler med prinsen over telefon, fortalte han i programmet.

Her ses Meghan Markle og prins Harry på deres bryllupsdag. Vis mere

Da han talte med ham første gang, bad Harry ham om lov til gifte sig med hans datter.

»Harry bad om hendes hånd over telefonen, og jeg sagde: 'Du er en gentleman, lov mig, at du aldrig vil hæve din hånd over for min datter, og så vil jeg selvfølgelig give dig min tilladelse',« forklarede han i programmet.

Siden har de to ifølge Thomas Markle haft flere samtaler - blandt andet hvor de har talt om den amerikanske præsident Donald Trump og Brexit, selvom det normalt er kutymen, at de kongelige ikke udtaler sig politisk.

»Jeg brokkede mig over Donald Trump, som jeg ikke kan lide. Han (prins Harry, red.) sagde: 'Giv ham en chance'. Det var jeg uenig i, men det var hans politik, og jeg har min politik,« forklarede svigerfaderen og fortalte, at han håber, at Harry siden har ændret holdning.

Meghan Markle ses her gå det første stykke ned ad kirkegulvet i St George's Chapel ved Windsor Castle alene. Vis mere

Samtidig hævder Thomas Markle også, at prins Harry er 'åben over for Brexit' og er 'åben over for eksperimentet', mens han samtidig forklarede, at det 'blot var en løs samtale' mellem de to.

Undskylder for skandalen

Kort før det eventyrlige bryllup blev afholdt i maj, endte Thomas Markle med at løbe med en del af opmærksomheden, efter det kom frem, at han havde lavet falske og opstillede paparazzibilleder.

Billederne, som blev solgt til medier over hele verden og foregav at være taget i smug, viste, hvordan han fik taget mål til sit bryllupstøj, trænede i et fitnesscenter og læste om sin datter og kommende svigersøn i netartikler på en internetcafé. På alle billederne lod faderen som om, at han er uvidende om fotografens tilstedeværelse.

Efter Meghan Markles far meldte afbud til brylluppet, trådte prins Harrys far - prins Charles - til og fulgte Meghan Markle det sidste stykke i kirken. Vis mere

I 'Good Morning Britain' forklarede Thomas Markle, at han 'beklagede' og vil 'gøre det resten af sit liv'. Han forklarede samtidig, at han ikke gjorde det for pengenes skyld, men for at forbedre sit eget image i medierne.

»Det gik tydeligvis helt ad helvede til. Jeg har det skidt med det, jeg undskylder for det, og det er alt, jeg kan gøre. Det var en fejl,« siger han.

Afslutningsvis fortalte den 73-årige amerikaner, at han 'ikke kunne være mere glad for sin svigersøn', og at han elsker både sin datter og Harry 'meget højt'.

Det britiske kongehus har ikke kommenteret Thomas Markles interview endnu.

Vis mere