Meghan Markle havde planer om at bryde en 40 år lang royal tradition ved at føde sit og prins Harrys barn i private rammer.

Men i allersidste øjeblik blev Markles drøm om en hjemmefødsel opgivet – under ekstremt hemmelighedskræmmeri.

I al hemmelighed blev Meghan Markle angiveligt kørt fra sit og prins Harrys hjem i Frogmore Cottage til et privathospital i London, hvor hun tidlig mandag morgen fødte en velskabt lille dreng.

Det skriver flere britiske medier, herunder The Mirror, Daily Mail og The Sun.

Ja, ændringerne af planerne var angiveligt så tys-tys, at selv prominente medlemmer af af den royale familie ikke fik det at vide.

Daily Mail antyder, hvad grunden til de pludselige ændringer af planerne kan være:

At Meghan Markle var angiveligt var en uge over termin.

Præcis hvor fødslen fandt sted, ved de britiske medier ikke. Men de har et bud: det luksuriøse Portland-privathospital, hvor en helt almindelig fødsel uden komplikationer koster den nette sum af 130.000 kroner.

En højgravid Meghan Markle og prins Harry fotograferet den 11. marts.
En højgravid Meghan Markle og prins Harry fotograferet den 11. marts. Foto: BEN STANSALL
Vis mere

De britiske medier mener at vide, at den 37-årige hertuginde overnattede på hospitalet, men præcis hvornår hun tjekkede ind, er uvist.

Men det var efter sigende et ganske lille entourage, der ankom sammen med den højgravide hertuginde.

Ud over Meghan Markle var kun medlemmer af hendes sikkerhedsstab med i bilen – ud over prins Harry, selvfølgelig.

Da den stolte far mødte pressen for at dele den glædelige nyhed om familieforøgelsen, nævnte han ikke, hvor fødslen havde fundet sted,

»Jeg er meget glad for at meddele, at Meghan og jeg har fået en dreng tidligt i morges. En meget sund dreng,« lød det fra prins Harry.

»Vi er begge utrolig lykkelige og taknemmelige for al den kærlighed og støtte, vi har modtaget fra jer alle. Det har været fantastisk, så jeg ønskede blot at dele det med jer,« fortsatte han.

Herefter afslørede den nybagte far, at han og Meghan Markle måtte vente lidt længere end forventet på at blive forældre.

»Vi overvejer stadig navne, men ja, babyen kom lidt senere end planlagt, så vi har haft lidt ekstra tid til at tænke over det. Det er den næste opgave,« sagde prins Harry, da han mødte pressen foran Windsor.

Meghan Markle.
Meghan Markle. Foto: TOLGA AKMEN
Vis mere

Meghan Markle var ikke ved sin mands side – og de mange nysgerrige verden over må væbne sig lidt med tålmodighed, før de får den royale baby at se.

Prins Harry fortalte, at babyens navn vil være på plads, når familien viser sig for verdenspressen igen onsdag – denne gang sammen med den nyfødte prins.

Af prins Harrys og Meghan Markles Instagram-profil fremgår det, at den nyfødte royale baby vejer tre kilo og 260 gram.

Det britiske kongehus har over for Daily Mail ikke ønsket at kommentere historien om, at fødslen fandt sted på et hospital.