Meghan Markle vil bryde en 40 år lang royal tradition, når hun inden længe føder sit og prins Harrys første barn.
En tradition, som både pressen og folket ellers elsker.
Hvor prinsesse Diana og hertuginde Kate smilende har vist de nye medlemmer af den royale familie frem for kameraerne og dermed hele verden blot få timer efter deres fødsler, har hertuginde Meghan Markle og prins Harry helt andre planer for deres kommende familieforøgelse, skriver The Sun.
Og det er der en helt særlig grund til.
»Billederne af et glamurøst og perfekt øjeblik (foran hospitalet, red.) få timer efter fødslen passer ikke rigtig sammen med hendes verdenssyn, som vi kender det,« siger den amerikanske kommentator Omid Scobie ifølge The Sun i podcasten 'On Heir'.
Han mener, at en fotosession foran St. Mary's Hospital i London - hvor de royale fødsler plejer at finde sted - strider mod Meghan Markles feministiske holdninger. Ja, hun er klar til mere end blot et brud med traditionen om at vise den nyfødte frem.
Ifølge The Suns royale korrespondent Emily Andrews ønsker Meghan Markle en mere privat fødsel.
Derfor skulle hun være klar til helt at droppe St. Mary's Hospital og i stedet føde på et unavngivent hospital tættere på sit og prins Harrys hjem i Windsor. Af flere årsager.

»Dette barn bliver ikke født på Lindo (fødselsafdelingen på St. Mary's Hospital, red.). Alle overlægerne på hospitalet taler om, at Meghan ikke vil kopiere, hvad Kate gjorde,« siger en kilde til The Sun.
Det skulle ikke kun være Meghan Markles personlighed, som har fået hende til at fravælge St. Mary's og at stille sig frem foran kameraernes blitz'en umiddelbart efter fødslen.
Ifølge The Sun skulle 37-årige Meghan Markle også være er nervøs for, at der kan opstå komplikationer i forbindelse med fødslen.
Derfor frygter hun angiveligt, at hun slet ikke vil være i stand til at leve op til forventningerne og ligne en super-mor i topform kort efter at have ligget på fødegangen.
Tidligere har The Telegraph ellers skrevet, at St. Mary's i London med al sandsynlighed bliver hospitalet, hvor Meghan Markle og prins Harrys familieforøgelse finder sted.
I januar skrev avisen, at lægerne på fødselsafdelingen havde fået besked på ikke at holde ferie i april - netop den måned, Meghan Markle har termin.
Meghan Markle og prins Harry har endnu ikke officielt meldt ud, hvor familieforøgelsen vil finde sted.
Du kan læse mere om de mange traditioner, Meghan Markle forventes at følge under sin graviditet, her.