Hertugen og hertuginden af Sussex venter deres første barn, og mange fans af det engelske kongehus følger spændt med.

Nu er prins Harry og hans kone hertuginde Meghan dog kommet med en udmelding til dem, der ønsker at give parrets kommende barn en gave.

De ønsker nemlig, at man i stedet for at give dem en gave, sender penge til nogle helt andre mennesker.

Fire helt særlige sager, har de udvalgt, som hertugen og hertuginden ønsker, folk skal donere til.

I et opslag, som det royale par lagde på Instagram fredag, fortæller de, at de ønsker, at folk giver penge til fire organisationer, som kæmper for at give udsatte børn og deres forældre bedre forhold.

»Hertugen og hertuginden forbliver taknemmelige for jeres varme og venlighed ved denne særligt lykkelige periode i deres liv. Tak for at dele jeres kærlighed,« står der sammen med opslaget.

Parret har dog allerede modtaget gaver til den lille, så det er ikke alle, der har nået at modtage budskabet om velgørenheden.

Avisen The Telegraph skriver, at på parrets rejse til Australien, der fandt sted i efteråret, modtog de for eksempel 97 tøjdyr og 146 børnebøger. Det viser officielle registre over de gaver, som de kongelige modtager.