Det er ikke hver dag, at man ser en kronprinsesse frasige sig sin apanage. Faktisk er det aldrig set før.

Den hollandske kronprinsesses Amalias beslutning vækker derfor opsigt hos kongehuseksperter.

»Det er meget usædvanligt, at en kronprinsesse ligefrem opgiver apanagen. Det er ikke set før i de europæiske kongehuset – heller ikke i nyere tid. Så det er meget specielt,« siger kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen.

Han mener, at beslutningen kan smitte af på de andre europæiske kongehuse:

Den hollandske kronprinsesse (anden fra venstre) sammen med sin mor og to søstre.
Den hollandske kronprinsesse (anden fra venstre) sammen med sin mor og to søstre. Foto: REMKO DE WAAL
Vis mere

»Det er helt kart en tendens, som nok vil blive forstærket de kommende år, og som allerede er begyndt i flere kongehuse. Og kronprinsesse Amalia sætter jo nok en ny kurs nu, da der nok er flere nede i rækkerne, som vil frasige det eller får besked om, at de ikke kan modtage det i fremtiden«, siger han.

Det var fredag, at kronprinsesse Amalia meddelte, at hun ikke ønsker at modtage apanage, når hun fylder 18 år i december, hvor hun ellers ifølge den hollandske lov er berettiget til det.

Men kronprinsessen, der lige er blevet student, skal først have et sabbatår og dernæst studere, og hun mener ikke, at hun i den periode kan gøre meget gavn som kronprinsesse.

»Jeg finder det ubehageligt så længe, at jeg ikke laver noget til gengæld for pengene, og mens andre studerende har det meget sværere, især i denne periode med coronavirus,« skrev kronprinsesse Amalia fredag i et håndskrevent brev til den hollandske premierminister, Mark Rutte, ifølge det hollandske medie NOS.

Hun har derfor meddelt, at hun gerne vil udsætte sin apanage frem til, at hendes gerning som kronprinsesse udgiftsmæssigt engang i fremtiden kræver det.

Ifølge Lars Hovbakke Sørensen er det historisk – ikke bare i det hollandske kongehus, men i samtlige europæiske kongehuse – at en tronarving på den måde siger 'nej tak til apanage.

»Det signalerer, at man er meget opmærksom i det hollandske kongehus på, at folk i dag ikke pr. automatik vil betale til kongehuset og til de kongelige, men at de vil have noget for pengene,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Han mener, at det er et meget klogt træk, som den unge kronprinsesse har taget:

Den hollandske kronprinsesse Amalia (nummer to fra venstre) ses her sammen med sin far,  kong Willem-Alexander, dronning Maxima, prinsesse Alexia og prinsesse Ariane.
Den hollandske kronprinsesse Amalia (nummer to fra venstre) ses her sammen med sin far,  kong Willem-Alexander, dronning Maxima, prinsesse Alexia og prinsesse Ariane. Foto: SEM VAN DER WAL
Vis mere

»Det er formentlig noget, der vil gavne kongehusets popularitet og også hendes popularitet rigtig meget i Holland,« siger han og forudser, at det er noget, der sagtens kunne sprede sig til de andre europæiske kongehuse.

Apanagedebatten er i forvejen en varm kartoffel i flere kongehuse. I England fik prins Harry for nylig frataget sin apanage, efter at han ønskede at drosle ned på de kongelige aktiviteter. Det gik dog ikke. Enten er du med, eller også er du ude, lød beskeden fra kongehuset, og så måtte prins Harry forlade kongehuset og apanagen.

I Sverige meddelte kongen for nogle år siden, at det kun er kronprinsessens børn, der fremover vil være medlemmer af kongehuset, mens hans øvrige børnebørn ikke kan se frem til et royalt liv.

Også i Danmark har apanage længe været et varmt emne.

Og det vil den nok blive ved med, vurderer Michael Bregnsbo, der er historiker ved Syddansk Universitet.

»Man vil sige, at hvis man skal have apanage, så skal man også gøre noget synligt til gavn for de penge. Det er en tenens, der er fremherskende, at de kongelige må finde sig et arbejde. Gør man ikke det, vil nogen sige: 'Hvorfor skal de have penge?',« siger han.