Endnu en gang trækker hele Danmarks kronprinsesse overskrifter i udlandet for sin tøjstil.

Hvor det for under to uger siden var en lyseblå jakke, som kronprinsesse Mary blev rost til skyerne for, er det denne gang en prikket blå kjole, som har fået internationale medier til at spærre øjnene op i beundring.

Det er helt specifikt Daily Mail, som er direkte 'målløse' over den elegante kjole.

'Kronprinsesse Mary forbløffer i en elegant blå kjole under sit besøg til Yogyakarta Palace i Indonesien,' skriver det britiske medie blandt andet.

Det er denne prikkede kjole, som Kronprisessen bliver rost for. Hun har de seneste dage været på besøg i Indonesien. Her går hun med sultanen af Yogyakarta, Hans Højhed Sri Sultan Hamengkubuwono X.
Det er denne prikkede kjole, som Kronprisessen bliver rost for. Hun har de seneste dage været på besøg i Indonesien. Her går hun med sultanen af Yogyakarta, Hans Højhed Sri Sultan Hamengkubuwono X. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Mediet beskriver endvidere, hvordan den 47-årige kronprinsesses kjole havde fine detaljer såsom en hvid krave og hvide manchetter.

Daily Mail nævner også, at Danmarks kronprinsesse to dage tidligere var iført sin 'allerede afprøvede yndlingskjole fra H&M' i forbindelse med et 'World AIDS Day'-event i Jakarta.

'Hun har allerede haft den 99 dollar (knap 670 danske kroner, red.) dyre kjole på to gange i år,' påpeger Daily Mail, hvorefter mediet skriver, at kronprinsesse Mary først havde den på til Copenhagen Fashion Summit den 15. maj og igen til to officielle anledninger i august.

Kronprinsessen har været i Indonesien fra den 2. til den 4. december sammen med udviklingsminister Rasmus Prehn (S).

Her ses Kronprinsessen i den H&M-kjole, som Daily Mail omtaler i deres artikel.
Her ses Kronprinsessen i den H&M-kjole, som Daily Mail omtaler i deres artikel. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Besøget er blandt andet en markering af 70-året for de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Indonesien, og i forbindelse med rejsen har Kronprinsessen skullet forsøge at sætte fokus på seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder.

Det er første gang, at Kronprinsessen besøger Indonesien. Det fortalte hun under et officielt arrangement til det buddhistiske kloster Borobudur i byen Java.

»Australiere er i top-5, når det kommer til turister i Indonesien – de er geografisk tæt på hinanden. Og med min baggrund, hvor jeg er vokset op i Australien, er det måske forventet, at jeg også har besøgt Indonesien, men det har jeg faktisk aldrig,« sagde hun og fortsatte:

»Men nu er jeg her. Jeg har altid gerne villet komme, men ja... det er min første gang og en chance for at opleve mangfoldigheden i dette smukke land – dog som dansker.«