Kronprinsparret besøgte mandag den polske hovedstad, Warszawa, i forbindelse med 100-året for det dansk-polske samarbejde.

Selvom der var programlagt en masse forskellige begivenheder, var det noget helt andet, der rendte med opmærksomheden hele dagen igennem.

Det var nemlig kronprinsesse Marys tøj, der var på manges læber.

Hun havde i dagens anledning valgt at iklæde sig en lyseblå frakke, der - foruden at gøre sig bemærket i den polske kulde - trak overskrifter i England.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary i sin blå frakke. Her ses parret i forbindelse med kranselægningen på 'Den ukendte soldats grav'.
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary i sin blå frakke. Her ses parret i forbindelse med kranselægningen på 'Den ukendte soldats grav'. Foto: WOJTEK RADWANSKI
Vis mere

'Beautiful in blue (smuk i blå, red.)', skrev Daily Mail eksempelvis i en overskrift.

Kronprinsesse Mary bar frakken det meste af dagen, der blandt andet indeholdt en kranselægning ved monumentet 'Den ukendte soldats grav' og en indvielse af en ny mindeplade for den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen.

Senere deltog kronprinsparret i en koncert og en reception på paladset for kultur og videnskab i Warszawa, hvor det denne gang var en bordeaux kjole, der stjal opmærksomheden på den røde løber.

At det er kronprinsesse Mary, der skiller sig ud ved et sådant arrangement, er ikke en overraskelse. I hvert fald ikke, hvis man spørger historiker Lars Hovbakke Sørensen.

»Hun er god til at repræsentere Danmark. Hun er god til at stå frem. Både med de ting, hun siger, og hendes påklædning og stil. Og det er jo også en vigtig del af at repræsentere Danmark,« siger han til B.T. og tilføjer:

»Hun fremstår nærmest som et modeikon. Det er yderligere pluspoint.«

I modsætning til kronprinsesse Marys farverige og opsigtsvækkende tøjvalg vælger kronprins Frederik ofte de traditionelle jakkesæt. Det er der dog en grund til, fortæller historikeren.

»Kronprinsen skal altid være afslappet eller være i jakkesæt. Hun (kronprinsesse Mary, red.) har mere mulighed for at markere sig på den måde,« siger Lars Hovbakke Sørensen.