Kronprinsesse Mary var for engang skyld upraktisk klædt, da hun lørdag var med til at åbne den nye Kronprinsesse Marys Bro i Frederikssund.

Den altid elegante kronprinsesse er ellers nærmest blevet berømt for at have godt styr på fodtøjet.

Der var Dannebrog-skoen tilbage i juni, da hun var med til at fejre det danske flags 800-års fødselsdag.

Så var der de praktiske Nike-sneakers, da hun sidste år var på officielt besøg i Rom.

Lørdag formiddag, da hun ankom til en mudderplaget festplads ved den nye Kronprinsesse Marys Bro ved Roskilde Fjord, var hun dog troppet op i et par høje hæle, der havde sit at se til for at komme uskadt igennem mudderet.

Der blev til at starte med rullet en blå løber ud for kronprinsesse Mary, men da den var passeret, måtte hun hoppe over den ene vandpyt efter den anden - og samtidig holde styr på sin hat der var kommet i strid modvind.

Men kronprinsesse Mary tog det med et smil - og tog sig ualmindelig god tid til at hilse på alle, der gerne ville trykke den kommende dronning i hånden.

»Hej, tillykke med broen.«

»Skal du ud og løbe i dag?«

»Har vi ikke allerede hilst?«

Kronprinsesse Mary var i godt humør og hilste til højre og venstre på store og små, før hun til sidst kom op på selve broen og klippede den røde snor over.

I videoen øverst kan du se kronprinsesse Marys åbning af den nye Kronprinsesse Marys Bro.

Når den nye bro, der er 1.380 meter lang til en pris af to milliarder kroner mandag åbner for trafik, må de lokale til lommerne.

Billisterne skal nemlig betale 14 kroner, hver gang de krydser Roskilde Fjord via den nye bro, hvilket har igangsat en modbevægelse.

Facebookgruppen ’Nej tak til brugerbetaling på Kronprinsesse Marys Bro’ har i skrivende stund 8.396 medlemmer.

Deres gruppe kan du følge HER.