Kronprinsesse Mary siger nu direkte, at Kongehuset skal ændre sig, så organisationen bliver bedre rustet til en mere bæredygtig fremtid.

Det sker i et interview med B.T. i Milano, hvor Kronprinsessen er taget ned for at skabe fokus på mere bæredygtigt erhverv. I to dage har kronprinsesse Mary besøgt danske virksomheder, der har vist grønne løsninger frem under Milan Design Week.

Kronprinsesse Mary, i går talte De om, at fremtiden skal være mere bæredygtig. Jeg kunne godt tænke mig at spørge Dem, om der er ting inde i Deres egen organisation, i Kongehuset, man måske allerede nu kunne begynde at stille om til mere bæredygtige løsninger?

»Det er et godt spørgsmål. For som jeg sagde til Dem i går: I takt med den grønne omstilling og den nødvendighed og de udfordringer, vi står over for, er vi allesammen nødt til at kigge indad i vores organisationer og se, hvor vi kan gøre en forskel og skabe en impact og lave nogle ændringer. Også vores egen adfærd,« siger kronprinsesse Mary.

Kronprinsesse Mary siger nu direkte, at Kongehuset også skal ændre sig i fremtiden.
Kronprinsesse Mary siger nu direkte, at Kongehuset også skal ændre sig i fremtiden. Foto: Jacob Heinel Jensen
Vis mere

Men er der så nogle ting, som man allerede nu kunne sige – f.eks.flyture, som man kunne gøre mere miljøvenligt?

»Alle de ting tænker man mere over nu, end man gjorde før,« siger kronprinsesse Mary.

B.T. stiller hende spørgsmålene, fordi hun i den grad har engageret sig i klimakrisen, og fordi Kongehuset ikke er den mest bæredygtige organisation. Kongehuset er kendt for at benytte helikoptere og fly – og de gamle Kronebiler kører meget lidt på literen. Desuden er store slotte dyre at opvarme, og Kongeskibet 'Dannebrog' er heller ikke et speciel miljøvenligt skib.

Kronprinsessens eget tøj kom også under den kritiske lup, da modebloggen UFO No More i 2018 publicerede en opgørelse over europæiske kongeliges tøjforbrug. Kronprinsesse Mary kom ind på en andenplads lige efter hertuginde Meghan.

Sidens modeeksperter gennemgik værdien af 1.663 stykker tøj, tasker og sko, som europæiske prinsesser fra Danmark, Norge, Sverige, Spanien og Storbritannien har vist sig i i løbet af året.

Kronprinsesse Mary brugte 736.000 kroner på tøj, og ifølge bloggen har hun debuteret i 170 stykker tøj og accessories i 2018 med en gennemsnitspris på 7.300 kroner.

Kronprinsesse Mary besøgte onsdag eftermiddag Gabriel Showroom i Milano.
Kronprinsesse Mary besøgte onsdag eftermiddag Gabriel Showroom i Milano. Foto: Jacob Heinel Jensen
Vis mere

Men skal man tro Kronprinsessens ord, går hun selv og Kongehuset nu også en ny tid i møde. Hvilke konkrete ting de vil ændre, kan Kronprinsessen dog ikke svare på endnu.

»I tråd med den grønne omstilling er jeg blevet mere bevidst om mit eget forbrug. Og impacten af mit forbrug. Det er langtfra nemt, at vi kan leve 100 procent bæredygtigt. Men hvert positivt skridt tæller,« sagde hun tirsdag i Milano.

Kronprinsesse Mary har flere gange været ude at kritisere industrien for ikke at have nok bæredygtige løsninger parat til forbrugerne. Den kritik gentog hun i Italien.

»Jeg ser frem til den dag, vi som forbrugere får et større udvalg af bæredygtige produkter og løsninger. Så det for eksempel kun er grøn energi, der er kilden, når jeg tænder for lyskontakten. Eller når jeg køber et stykke tøj, at det er bæredygtigt. Eller at affald bliver genbrugt og ikke ender på en losseplads,« sagde hun.

Kronprinsesse Mary har været i Milano med erhvervsminister Simon Kollerup (S).
Kronprinsesse Mary har været i Milano med erhvervsminister Simon Kollerup (S). Foto: Jacob Heinel Jensen
Vis mere