Skokæden ECCO, der er kongelig hofleverandør, har gennem en længere periode været i modvind, fordi virksomheden fastholder at drive forretning i Rusland trods krigen i Ukraine.

I en YouGov-måling foretaget for B.T. siger 69 procent af de adspurgte, at de er 'helt enig' eller 'delvist enig' i, at ECCO bør trække sig helt ud af Rusland.

Både B.T. og Berlingske har opfordret Kongehuset til at afbryde samarbejdet med ECCO, men Amalienborg holder fast i kæden som hofleverandør.

Da B.T. onsdag mødte kronprins Frederik ved Skole OL-atletikstævnet på Østerbro Stadion, var det dog ikke muligt at få svar på, hvorfor man fastholder ECCO som netop hofleverandør.

»Det er jo ikke et spørgsmål, jeg havde regnet med at få, når vi står foran en masse glade børn, der har været to år undervejs, og som har haft nogle udfordringer, og som søger fællesskaber,« sagde han.

»Det har de fået i dag. Jeg kan se det, når man selv har børn. Det er så godt for dem at komme ud og være her og opleve stemningen og få noget musik i ørerne og yde det bedste, de kan. Det er det, jeg har fokus på,« fortsatte han.

Men må jeg ikke have lov til at stille Dem spørgsmålet?

»Skriv det, skriv det. Hvorfor skal jeg svare på det nu,« sagde Kronprinsen til B.T.s udsendte.

Herefter stillede en journalist fra ugebladet Se og Hør et spørgsmål, der handlede om prinsesse Isabellas konfirmation i weekenden. Det ville Kronprinsen dog gerne svare på.

Kronprins Frederik, hvordan gik konfirmationen, synes De?

»Den gik jo godt. Jeg har en strålende datter, som strålede og var superglad for at se alt det her foran sig. Både i kirken og selvfølgelig også efter,« sagde Kronprins Frederik.

Prinsesse Isabella blev konfirmeret i Fredensborg Slotskirke lørdag d. 30. april 2022. Konfirmanden sammen med sine forældre Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary.
Prinsesse Isabella blev konfirmeret i Fredensborg Slotskirke lørdag d. 30. april 2022. Konfirmanden sammen med sine forældre Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Historiker og forfatter Søren Jakobsen, der har skrevet flere bøger om Danmarks dynastier, forklarer, at Kongehuset indirekte står i gæld til ECCO.

»Trådene er mange. Der er et helt forbindelsesnet. Derfor er det også en meget vanskelig sag for Kongehuset at tackle. Hvis de smider ECCO ud som kongelig hofleverandør, så vil det blive opfattet, som om de kasserer familien. Alt taget i betragtning så tror jeg ikke, de tør tage det skridt. De er nødt til at holde fast i dem,« har han udtalt.

B.T. har forsøgt at få Kongehuset i tale om ECCO flere gange. Først var meldingen fra Det Gule Palæ, at man ikke havde kommentarer, og derefter, at man 'fulgte udviklingen'.

Kommunikationschef Lene Balleby sagde forleden til Ekstra Bladet, at det er en yderst vanskelig situation.

»Kongehuset blander sig som bekendt ikke i politik, ligesom vi ikke blander os i erhvervslivets måde at drive virksomhed på,« sagde Balleby.

»Det er en vanskelig situation, som også vi følger tæt, og vi har en forventning om, at danske virksomheder tager bestik af situationen og følger regeringens tilkendegivelser,« forklarede hun.

ECCOs forretninger i Rusland i 2020 udgjorde 1,3 milliarder kroner ud af en omsætning på 8,3 milliarder kroner.