Eva Flyvholm og Søren Søndergaard fra Enhedslisten undrer sig over måden, prins Joachim er blevet ansat som forsvarsattaché af Forsvarsministeriet, og de mener ikke, Mette Frederiksen giver klare svar.
Prins Joachim havde slet ikke søgt jobbet, men pludselig fik han det. Og hvad med hans løn? Normalt får en forsvarsattaché 2,5 mio. kroner om året, men det slipper Forsvarsministeriet muligvis for at betale, hvis prins Joachim fortsat får lov til at modtage 3,8 mio. om året i apanage – noget, Folketinget inden længe skal stemme om.
I forbindelse med ansættelsen har Eva Flyvholm og Søren Søndergaard stillet 17 spørgsmål til statsminister Mette Frederiksen om prins Joachims ansættelse.
Nu har de fået svar, men de mener, der bliver talt udenom.
»Vi er ikke tilfredse med, at vi ikke kan få et principielt svar på, om det faktisk er en ordentlig og normal måde at ansætte folk på. Det er uacceptabelt,« fortæller Eva Flyvholm til B.T. med henvisning til, at der til at begynde med var fem ansøgere til jobbet, som blev skubbet til side af prins Joachim.
»Jobbet var slået op, og så stopper de midt i ansættelsesprocessen og ansætter prins Joachim. Det er jo ikke en normal måde at gøre det på,« tilføjer hun.
Eva Flyvholm mener heller ikke, at hun har fået svar på, om eksempelvis den nuværende forsvarsattaché havde lyst til at fortsætte i jobbet.
»Der er så mange ubekendte i det her. Det efterlader et indtryk af, at man klart favoriserer en kandidat, bare fordi vedkommende er fra kongefamilien.«
Søren Søndergaard mener, der også mangler klarhed over den økonomiske side af sagen.
»De siger, at der ikke er indgået økonomiske overvejelser, og det, må vi jo så gå ud fra, er rigtigt, men man kan jo sige, at der er lagt et falsk lod i vægtskålen, i og med at Forsvarsministeriet årligt sparer en million ved den ordning.«
Han uddyber:
»Det kan godt være, at en million ikke betyder så meget i Forsvarsministeriet, men det kunne måske have en betydning i for eksempel Kulturministeriet – og så ville det være en fordel at kunne spare en million.«
Søren Søndergaard afslører, at han ikke var en af de fem afviste ansøgere til jobbet, men tilføjer, at hvis han var, så ville han være irriteret over proceduren.
»Jeg synes, man skal have rene linjer. Jeg kan sagtens se, at han er kvalificeret til jobbet, men tingene skal køre efter reglerne. Når man ansætter folk i den offentlige sektor, så bliver man nødt til at sige, at de får den løn, de skal have, og så kan man eventuelt modregne med apanage. Så ville han indgå på lige linje med de andre.«
