Onsdag kom en sejler i havsnød på farvandet mellem Anholt og Nordsjælland, da båden havde fået motorproblemer, og da der var vindstille, havde båden brug for hjælp.

Der var dog heldigvis et hurtigt skib, der kom til undsætning. Og det var ikke hvilket som helst skib, men selveste Kongeskibet Dannebrog.

Det skriver Forsvarskommandoen i en pressemeddelelse.

Kongeskibet var i gang med en test af maskineriet efter problemer med motoren på Færøerne i forrige uge, da en jolle blev opdaget, som man besluttede at hæve ombord, efter at have konsulteret med NMOC (Det Nationale Maritime Operationscenter).

Det gjorde man for at undgå, at andre skibe skulle sejle ind i jollen, og for at bringe den tilbage til ejerne.

Men så lød der en melding over Lyngby Radio om, at et sejlskib havde brug for hjælp. En hjælp som Kongeskibet Dannebrog havde i sinde at give.

Dannebrog fik kontakt med sejlbåden og efter lidt kommunikation mellem Kongeskibet og ejeren af sejlbåden om problemets karakter, fik Dannebrog sendt teknisk personale over til sejlbåden for at hjælpe med at reparere motoren.

De fik hurtigt løst motorproblemerne, og så kunne besætningen på fire personer, hvor to af dem var børn, fortsætte deres ferie og tur mod Hornbæk.