Kongehusets præst, Henrik Wigh-Poulsen, har med sin stifstkontorchef, Jette Madsen, brugt over en kvart million kroner på vandflyvere – betalt på kirkens regning.
Det afslører Radio4 ud fra en række bilag, de har fået aktindsigt i.
I alt har biskoppen i Aarhus, der også er kongehusets præst, brugt 324.000 kroner siden 2017 og har primært betalt for flyveturene mellem Aarhus og København med kirkeskatten.
Og står det til etikprofessor Thomas Søbirk Petersen fra Roskilde Universitet, er det dybt kritisabelt at bruge så mange penge fra kirkekassen på den noget alternative transport:
»Det er helt vildt unødvendigt og overdrevet at tage et vandfly. Når fokus og det centrale budskab i kristendommen er at hjælpe fattige i nød og at fokusere på det åndelige, så kan jeg ikke forstå, hvorfor man skal smide om sig med penge på den her måde i forbindelse med transport,« siger etikprofessoren til mediet.
Til Radio4 erkender stiftskontorchefen Jette Madsen, at det er rigtig mange penge, men at de ifølge hende er givet godt ud i forhold til den tid, det ellers ville tage at tage fra Aarhus til København.
Ikke første gang
Det er bestemt ikke første gang, at Henrik Wigh-Poulsen er i søgelyset i tiden som kongehusets præst.
Tilbage i maj var Henrik Wigh-Poulsen nemlig centrum i en klagesag, som præster i Norddjurs Provsti havde indgivet.
Det var således kort før, at præsten skulle stå for ceremonien til grev Henriks konfirmation, der blev afholdt i den danske kirke i Paris.
Klagen gik på daværende tidspunkt på forvaltningen af det bispeembede, som Henrik Wigh-Poulsen forvalter, samt at tilliden til biskoppen var på et lavt sted.
Til B.T. skrev Henrik Wigh-Poulsen, at han var ked af præsternes oplevelse, og at han ville tage en snak med de involverede i klagesagen om, hvordan de sammen kunne finde en 'farbar' vej mod det gode kirkeliv.
Henrik Wigh-Poulsen er som kongehusets præst stærkt knyttet til den kongelige familie.
Ud over at være den præst, der varetager både barnedåb, bryllupper og begravelser, er han også dronning Margrethes sjælesørger.