Siden torsdag har dronning Margrethe været indlagt til observation på Rigshospitalet med en forkølelse.

Nu er der godt nyt fra den tidligere regent, og i den forbindelse mener B.T.s underholdningsredaktør Fie West, at Kongehuset sender et godt signal.

Torsdag formiddag meddelte Kongehuset, at dronning Margrethe måtte melde afbud til dagens jubilæumsarrangement hos Sankt Lukas Stiftelsen grundet forkølelse.

Et par timer senere lød det i en ny pressemeddelelse, udsendt af Kongehuset, at den 85-årige tidligere regent 'for en sikkerheds skyld' var blevet indlagt til observation på Rigshospitalet.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Fredag formiddag har Kongehuset udsendt en ny pressemeddelelse, hvor det lyder, at dronning Margrethe fortsat er indlagt, men at hun er i bedring og ved godt mod.

»Dronning Margrethe forventes derfor at blive udskrevet fra Rigshospitalet og vende retur til Fredensborg Slot i løbet af weekenden,« tilføjer Kongehuset.

»Det er først og fremmest enormt glædeligt, at vi nu ved, dronning Margrethe er i bedring og forventes udskrevet,« lyder det fra B.T.s underholdningsredaktør Fie West, der fortsætter:

»Jeg synes også, det er et godt signal fra Kongehuset side, at man i denne situation har kommunikeret forholdsvis åbent.«

Hun påpeger, at dronning Margrethe betyder meget for enormt mange danskere, og det har givetvis været en forskrækkelse for flere at få meldingen om, at hun blev indlagt.

»Så meget desto vigtigere er det med åbenhed og hyppige meldinger,« forklarer Fie West og slår fast:

»Vi har ikke altid set en åben kommunikation om sygdomsforløb, fordi der naturligvis også er et hensyn til de kongeliges privatliv at tænke på. Men uanset hvordan vi vender og drejer det, vil det altid have offentlighedens interesse, når en kongelig er indlagt.«

Kong Frederik var torsdag forbi Rigshospitalet og besøge sin mor.

Det kan du læse mere om HER.