Dronning Margrethe skulle torsdag have været med til at fejre Sankt Lukas Stiftelsens 125-års jubilæum i Hellerup.

Men nu har hun desværre måtte melde afbud i sidste øjeblik.

Det bekræfter Kongehuset over Her & Nu, og siden også over for B.T., hvor det lyder, at 85-årige dronning Margrethe har pådraget sig en forkølelse.

Dronning Margrethe bor for tiden på Fredensborg slot, hvor hun for nyligt fik selskab af kongeparret og deres børn.

Hun viste sig senest offentligt søndag den 4. maj, hvor hun deltog i en mindehøjtidelighed og gudstjeneste i forbindelse med 80-året for Danmarks befrielse.

Hendes næste offentlige arrangement er torsdag den 22. maj, hvor hun skal modtage Bibelselskabets pris 2025 ved Kalvebod Brygge i København.