Da dronning Margrethe torsdag blev indlagt til observation på Rigshospitalet, tog kong Frederik om aftenen til koncert.

Uden at ville fjerndiagnosticere vurderer B.T.s underholdningsredaktør Fie West, at det i hvert fald kan tyde på én ting.

Torsdag formiddag meddelte Kongehuset, at dronning Margrethe måtte melde afbud til dagens jubilæumsarrangement hos Sankt Lukas Stiftelsen grundet forkølelse.

Et par timer senere lød det i en ny pressemeddelelse udsendt af Kongehuset om den 85-årige tidligere regent:

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Som følge af den forkølelse H.M. Dronning Margrethe har pådraget sig, er det besluttet, at Dronningen for en sikkerheds skyld indlægges til observation på Rigshospitalet.«

Kongehuset bekræftede herefter først overfor Ekstra Bladet og siden til B.T., at kong Frederik havde været forbi hospitalet og besøge sin mor.

Senere torsdag aften kunne Ekstra Bladet berette, at kong Frederik var taget til koncert i Falkoner Salen på Frederiksberg med rocklegenden Robert Plant, og i den forbindelse lyder det fra B.T.s underholdningsredaktør Fie West:

»Kongehuset og dets medlemmer ved naturligvis godt, at alle øjne er på dem i disse dage, og kong Frederik ved da helt sikkert også, hvad han gør, når han går til rockkoncert på samme dag, som dronning Margrethe blev indlagt.«

Hun tilføjer:

»Vi skal ikke fjerndiagnosticere, men jeg tvivler kraftigt på, at kong Frederik var taget til rockkoncert, hvis dronning Margrethes tilstand var forværret.«

Dronning Margrethe viste sig senest offentligt søndag den 4. maj, hvor hun deltog i en mindehøjtidelighed og gudstjeneste i forbindelse med 80-året for Danmarks befrielse.

Hendes næste offentlige arrangement er torsdag den 22. maj, hvor hun skal modtage Bibelselskabets pris 2025 ved Kalvebod Brygge i København.

B.T. talte torsdag med tv-læge Charlotte Bøving om dronning Margrethes indlæggelse.

Det kan du læse mere om HER.