Lyt til artiklen

Denne fredag har kronprins Frederik og kronprinsesse Mary brudt tavsheden omkring prins Christian og prinsesse Isabellas skæbne på den skandaleramte kostskole Herlufsholm.

I et opslag på Kongehusets sociale medier skriver de, at de står i »svære overvejelser«, fordi de har »en søn, der er meget glad for at gå på skolen. Og en datter, som længe har glædet sig til at starte samme sted.«

Men kronprinsparret fastholder, at de vil afvente rapporten, der er udarbejdet omkring Herlufsholms kultur af »mobning, vold og krænkelser«, og så samtidig holde skolen ansvarlig for at forandre den kritiserede kultur.

Det er en »nødvendig« udmelding som ifølge B.T.s royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen, hjælper til at mane de kritiske røster til ro – og som ikke mindst »klæder kronprinsparret«.

Kronprinsparret og børnene fotograferet i april.
Kronprinsparret og børnene fotograferet i april. Foto: Patrick van Katwijk
Vis mere

Det er også tydeligt på Kongehusets sociale medier, at deres følgere har taget godt imod opslaget.

Her roser folk i massevis udmeldingen og giver den »stor respekt«, samt kalder den for både »god«, »fornuftig« og »det helt rigtige at gøre«.

For følgerne på Kongehusets opslag på både Facebook og Instagram lader til at have fuld forståelse for, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary »først og fremmest er forældre«.

Der falder også roser af for, at beslutningen om, at de royale børn – for nu – fortsætter på skolen, er taget i fællesskab som familie.

»Dejligt, at I tager jeres børn med i jeres beslutning, og ikke bare beslutter hen over hoved på dem. Trods jeres status som kronprinsepar er I først og fremmest forældre. Godt gået,« lyder en reaktion eksempelvis.

Ikke mindst udvises der i kongehusets kommentarspor forståelse for, at Frederik og Mary »selvfølgelig ikke kan træffe beslutningen om deres børns skolegang, før undersøgelserne er færdige.«

Mange mener tilmed, at hele virakken bare har været »et mediecirkus«.

»Nu må al kritik forstumme,« skriver en bruger på Instagram.

Det er dog ikke alle, der har tilgivet den royale familie for ikke at tage afstand til den kritiserede kostskole – og for i det hele taget ikke rigtigt at have meldt noget ud undervejs.

»Finally, havde Lene ferie? Ovenstående skulle være sendt ud samtidig med beskeden om, at børnene fortsætter som planlagt,« lyder en kommentar – med reference til kongehusets kommunikationschef Lene Balleby – eksempelvis på opslaget på Instagram.

»Endelig, det var nok også klogt at få sat ord på,« skriver en anden.

Prins Nikolai har tilbragt sine første år på henholdsvis Krebs Skole og kostskolen Herlufsholm, hvor han gik i gymnasiet. Prinsen kan derfor få sig en overraskelse, hvis rusturen på CBS bliver en vild en af slagsen, som der tidligere er set eksempler på.
Prins Nikolai har tilbragt sine første år på henholdsvis Krebs Skole og kostskolen Herlufsholm, hvor han gik i gymnasiet. Prinsen kan derfor få sig en overraskelse, hvis rusturen på CBS bliver en vild en af slagsen, som der tidligere er set eksempler på. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Der er dog også et fåtal, der fortsat ytrer, at prins Christian ikke bør fortsætte på skolen eller prinsesse Isabella starte som planlagt efter sommerferien.

»Det er simpelthen pinligt, at vores kongehus sender deres børn til et sted, hvor der forgår sådan nogle ting! Jeg holder meget af vores kongefamilie. Håber på, at de bliver taget ud fra denne »afskyelige« skole,« lyder det på Facebook-opslaget.

Slutteligt påpeger enkelte kritikere også fortsat, at kronprinsesse Mary fremstår »dobbeltmoralsk« på grund af sit arbejde for antimobbeorganisationen Mary Fonden.

»Desværre kan Mary ikke længere fremstå troværdig med den beslutning. Walk the talk! Der er masser af andre fede gymnasier/efterskoler de kan gå på!!!« lyder det i en Instagram-kommentar.

Det forventes, at konklusionerne fra den interne rapport om forholdene Herlufsholm er klar om »få uger«.