Det ser bestemt ikke godt ud, at Den Kongelige Livgarde er landet i en kokainskandale.

Det vurderer kongehuseksperten og historikeren Michael Bregnsbo i kølvandet på auditørkorpsets årsrapport, der udkom hen over påsken.

I rapporten stod der, at hele tre gardere tilbage i juni 2020 modtog bøder for at møde til tjeneste påvirket af kokain.

»Det er en alvorlig plet på Livgardens image og også en indirekte plet på kongehusets,« siger Michael Bregnsbo.

»Der er en særlig prestige og selvbevidsthed forbundet med at tjene i Livgarden, så det her er ikke godt,« siger han og påpeger alvoren:

»Det er soldater med våben i hænderne, der er tale om. Soldater, som formodes at skulle kæmpe og passe på Dronningen, hvis det bliver nødvendigt. Det er helt utilstedeligt.«

Ifølge årsrapporten blev auditørkorpset, der som Forsvarets egen anklagemyndighed efterforsker og behandler militære straffesager, tilkaldt, fordi garderne blev 'observeret med udvidede pupiller og virkede fjantede'.

Arkivfoto. Dronning Margrethe er oprørt over kokainskandalen i Den Kongelige Livgarde, vurderer ekspert.
Arkivfoto. Dronning Margrethe er oprørt over kokainskandalen i Den Kongelige Livgarde, vurderer ekspert. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

De tre gardere blev testet positive for kokain og fik efterfølgende hver en bøde på 3.500 kroner.

Ifølge Michael Bregnsbo er det vigtigt, at Livgarden får ryddet op i egne rækker, inden det vil gøre varig skade på kongehuset.

»Der er brodne kar i alle forsamlinger, så hvis Livgarden skynder sig at få ryddet op, og det ikke gentager sig, så tror jeg ikke, det får varig betydning for kongehuset, men det er klart, at det her ikke har gjort noget godt for kongehuset.«

Hvordan tror du, dronning Margrethe reagerede på rapporten?

»Jeg tror bestemt, hun har været – og er – oprørt over det. Når det skader Livgardens image, så skader det også Dronningen. Det er jo Den Kongelige Livgarde.«

Den Kongelige Livgarde er kongefamiliens ceremonielle vagtkorps, men det er samtidig også et infanteriregiment i Hæren.

Dronning Margrethe har tidligere udtalt sig yderst positivt om Livgarden – senest i Kanal 5s reportage ‘Den kongelige livgarde’, hvor hun ifølge Her & Nu sagde følgende:

»De skal kunne nogle ting, som andre soldater ikke behøver at lære. De har ikke meget tid til det, og de skal samtidig nå de soldatermæssige færdigheder, for ellers er der jo ingen mening i det.«