Dronning Margrethe er fredag blevet udskrevet fra Rigshospitalet efter et uheldigt fald onsdag, der blandt andet har ført til en hånd i gips. Samtidig er kong Frederik er rejst ud af landet.
Ifølge kongehusekspert Thomas Larsen er det naturligt, at den tidligere monarks helbred har skabt bekymring, men han mener, at Kongens rejse tyder på, at dronningens helbred ikke er alarmerende – og samtidig peger han på, at det danske kongehus står i en gunstig situation.
»I betragtning af, hvad kong Frederik sagde torsdag om dronning Margrethes tilstand, hvor han forsikrede alle om, at hun har det godt efter omstændighederne – og at hun er i trygge hænder, så giver det jo også mening, at han kan tage ud på en planlagt rejse,« siger Thomas Larsen.
Det var torsdag kort før middag, at Kongehuset oplyste til Ritzau, at dronning Margrethe var blevet indlagt på Rigshospitalet onsdag aften efter et fald, og at hun torsdag fortsat var indlagt til observation.
Fredag eftermiddag har Kongehuset oplyst, at dronning Margrethe er blevet udskrevet og er kommet hjem til Fredensborg igen, men at hun vil være sygemeldt i en længere periode.
Faldet har ført til en skade omkring nakkehvirvlerne og et brud på venstre hånd, så dronning Margrethe vil den næste tid bære en stiv halskrave og have hånden i gips.
Kongehuset bekræftede tidligere fredag, at kong Frederik var rejst ud af landet på en privat rejse hen over weekenden, og at dronning Mary er rigsforstander, mens han er bortrejst.
Ifølge Thomas Larsen tyder meldingerne fra Kongehuset på, at dronning Margrethes helbredstilstand ikke er yderst alvorlig.
»Sådan som jeg klart forstår det, så er dronningen faldet meget uheldigt, og det kan ske for et ældre menneske, og det kan også være stærkt ubehageligt at slå sig, men det er ikke et tegn på, at hendes helbredstilstand generelt set er blevet forværret,« siger han og peger på, at hun også har været yderst aktiv i tiden op til faldet, hvor hun har deltaget i flere arrangementer.
»Det indikerer, at hun jo ellers har haft det rigtig godt, indtil hun falder så uheldigt, som det er tilfældet nu,« siger han.
Selvom dronning Margrethe i januar afgav tronen og titlen som monark til sin ældste søn og regenten nu hedder kong Frederik, så er hun fortsat en vigtig brik i det danske kongehus.
Og derfor er Thomas Larsen heller ikke overrasket over den store fokus, der har været på hendes indlæggelse:
»Hun er stadigvæk et utrolig vigtigt medlem af Kongefamilien, og hun indtager stadig en helt særlig status hos de fleste danskere, og derfor er det også oplagt, at nyheden om hendes fald og indlæggelse selvfølgelig har udløst stor bekymring,« siger han og tilføjer:
»Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det gav et gib i mange danskere, da nyheden kom torsdag om, at dronningen var indlagt. Der er mange, der bekymret for, om hun for alvor var kommet slemt til skade, eller havde fået det markant værre, men der er altså ikke noget, der tegner i den retning.«
Han peger samtidig på, at netop fordi der blev foretaget et tronskifte tilbage i januar, så bliver det danske kongehus ikke så hårdt ramt af dronning Margrethes indlæggelse, som det ellers kunne være tilfældet.
»Kongehuset er ret robust i denne her situation, da tronskiftet netop er sket, og fordi det er et nyt kongepar, som står i spidsen for landet. Så på den måde sender det ikke store rystelse igennem kongehuset,« siger han og peger på, at det står langt værre til i Norge, hvor den aldrende monark, kong Harald, i årevis har kæmpet med et svækket helbred, hvilket har ført til, at kronprins Haakon i perioder har måttet overtage hans opgaver.
Vil du høre flere nyheder om de kongelige, så lyt til B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen', hvor vi i den seneste episode har sat fokus på prins Harry, der netop står til at få en stor arv - samt krisen i det britiske kongehus.
Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke play herunder.