»Tjen 10.000 dollar på 10 dage,« er blot en af de ting, en bitcoin-reklame, der har haft sin gang på YouTube, lover.

Ved siden af de ellers lovende ord er et billede af den svenske kong Carl Gustaf. Men han har altså intet med den suspekte virksomhed at gøre, og kongehuset tager sagen 'meget alvorligt'.

Det fortæller hoffets kommunikationschef, Margareta Thorgren, til Aftonbladet. Hun tilføjer desuden, at det ikke er første gang, at det svenske kongehus har måttet se sine mange ansigter udnyttet i fordækte reklamer.

»Desværre bruges den kongelige familie fra tid til anden i forskellige reklamesammenhænge. Så snart, vi opdager dette, handler vi med hjælp fra vores advokater.«

»Det store problem er, at det ofte er umuligt at opspore bagmændene,« siger hun.

Kong Carl Gustaf.
Kong Carl Gustaf. Foto: TT NEWS AGENCY
Vis mere

Kommunikationschefen understreger desuden, at man gør alt for at løse problemet, men at man for nuværende ikke ser nogen nedgang i antallet af misvisende reklamer med kongefamilien.

Problematikken begrænser sig da heller ikke kun til at gå ud over de royale ansigter. Herhjemme har B.T. flere gange kunnet berette om lignende tilfælde.

Eksempelvis har Sofie Linde oplevet at blive misbrugt i en reklame om slankepiller, mens Mads Mikkelsen pludseligt kunne se sig selv reklamere for bitcoin – selv om han altså aldrig har indvilget heri.

Over for Aftonbladet understreger Joakim Larsson, kommunikationschef hos Google, at annoncesvindel løbende er en udfordring, som man prøver at komme til livs.

»Vi udvikler konstant nye metoder til at fjerne eksempelvis vildledende reklamer og til at holde trit med dem, der er involveret i denne form for svindel samt overtræder vores retningslinjer,« siger han og fortsætter:

»Når det kommer til denne type clickbait-annoncer, fjernede vi 50 millioner i 2019. Det arbejde pågår stadig.«

Kommunikationschefen fortæller desuden, at den falske annonce med den 74-årige svenske konge er blevet fjernet.