»Det er sindssygt! Jeg er pissesur over det!«

Sådan lyder det kort og kontant, da B.T. møder 'X Factor'-værten Sofie Linde til et TV 2-pressemøde forud for årets første liveshow, der løber over skærmen fredag.

Det, som den 30-årige folkekære tv-vært er rasende over, går syv måneder tilbage. Her blev Sofie Lindes navn atter engang misbrugt på Facebook.

I en række falske artikler, der blandt andet ledte læserne ind til en hjemmeside, som lignede britiske BBC på en prik, kunne man læse, hvordan Sofie Linde havde tabt sig bemærkelsesværdigt efter at have benyttet sig af slankepillen 'Ketofit',

Sofie Linde advarede efterfølgende sine følgere om de falske artikler, og siden da har B.T. forsøgt at få en opfølgende kommentar om misbruget af tv-værten.

Hun har dog ikke ønsket at stille op til interview om emnet før nu, hvor hun blandt andet fortæller, at hun er blevet kontaktet af flere kvinder, som har købt slankepillen, fordi de har set de falske artikler.

Sofie Linde fortæller, at hun er rasende over, at Facebook ikke har været gode nok til at fjerne artiklerne.

»Det er for langt ude, at der ikke er kommet en løsning på det. Når jeg prøver at få fat på Facebook, er det som at slå en mur ned med en fucking gummistøvle. Du kan ikke få fat på dem,« siger hun og fremsætter en påstand om, at det er en bevidst strategi af det sociale medie:

Sådan så en af reklamerne ud. Foruden Sofie Lindes navn blev også sangerinden Adeles og den britiske tv-læge Dr. Christians misbrugt i denne artikel.
Sådan så en af reklamerne ud. Foruden Sofie Lindes navn blev også sangerinden Adeles og den britiske tv-læge Dr. Christians misbrugt i denne artikel.
Vis mere

»Man skal huske på, at for hver falske reklame, er der nogle scammers (svindlere, red.), som tjener penge, men fucking Facebook tjener også penge. Så jeg går ud fra, at det er et spørgsmål om penge, for jeg oplever ikke et ønske fra Facebook om, at de vil have ryddet op i det. Og det frustrerer mig helt vildt.«

Disse reklamer går jo ikke direkte ud over dig...

»Det gør de da. Jeg vil da ikke stå og reklamere for nogle slankepiller, jeg ikke ved, hvad er. Jeg synes, det er så ubehageligt at blive misbrugt. Og så synes jeg, det er modbydeligt og ulækkert, at de tjener penge på at lokke folk i en fælde,« siger hun og skoser atter engang Facebook:

»Jeg er rasende på Facebook. Jeg synes, det er et fucking amatør-firma. Hvordan kan der ikke være kommet styr på det? Det er jo fordi, de ikke er interesserede i at få styr på det, da de så mister en masse penge. Det, håber jeg, folk er klar over.«

(Arkiv) Et screenshot af Sofie Lindes Instagram, hvor hun advarede mod fake news.
(Arkiv) Et screenshot af Sofie Lindes Instagram, hvor hun advarede mod fake news.
Vis mere

Er det ikke ret nemt at se, når der er tale om en falsk reklame?

»Du kan ikke fortænke folk i, at de tror på det. Det er Facebook, der har ansvaret - ikke forbrugeren. Når jeg får beskeder fra folk, skynder jeg mig at skrive, at de ikke må købe det, men jeg er ikke selv på Facebook, så alt, hvad jeg ser, får jeg fra mine Instagram-venner eller familie. Det er bare pisseirriterende, for dårligt og uprofessionelt, at Facebook ikke får lukket ned for det.«

Sofie Linde afslutter interviewet med et råd til danskerne:

»Jeg synes, man skal boykotte det lort til Facebook. Det har jeg selv gjort.«

B.T. har været i kontakt med Peter Münster, som er kommunikationschef for Facebook i Norden, og som siger følgende:

»Jeg kan godt forstå, at Sofie Linde er frustreret. Det er vi også. Jeg vil gerne understrege, at vi fjerner den slags med det samme - og vi gør faktisk også mere end det,« siger han og uddyber:

»Vi fjerner også andre reklamer fra kontoen og i visse tilfælde lukker vi også hele annoncekontoen. Så vi slår hårdt ned på det, men jeg vil gerne indrømme, at vi ikke er i mål endnu. Men vi arbejder hårdt på det og tager det som sagt meget alvorligt.«

Ifølge kommunikationschefen er problemet blandt andet, at svindlerne er for dygtige og vedholdende.

»De er gode til at ændre adfærd, så reklamerne kommer tilbage med det samme. Når vi får løst et problem, finder de en ny måde at slippe udenom vores forsvarsværk,« siger han og giver et eksempel:

»De benytter sig for eksempel af noget, der hedder 'cloaking', som i praksis betyder, at de gør sådan, at når vores medarbejder klikker på et link for at se, om der er tale om misbrug eller en reel artikel, så ser personen noget andet indhold, end hvad almindelige borgere ser. Svindlerne er simpelthen i stand til at filtrere siderne alt efter, hvem der klikker på dem.«

Sofie Linde mener, at I er langsomme om at fjerne artiklerne, fordi I tjener penge på dem. Hvad siger I til den påstand?

»Det er simpelthen ikke sandt, at vi lader stå til for at tjene penge. Vi smider anseelige investeringer i indsatsen for at få det bekæmpet,« siger Peter Münster og fortsætter:

»Og med den træthed, modvilje og problemer, det skaber, så giver det simpelthen ingen mening for os overhovedet at skulle foretrække omsætningen fra falske reklamer. Det er ikke et positivt bytteforhold for os, og jeg må understrege, at det er noget, vi helst vil være foruden, og at vi gør, hvad vi kan for at komme det til livs.«