X Factor-vært Sofie Linde er efterhånden godt træt af at blive misbrugt i adskillige reklamer for produkter, hun intet har med at gøre.

Senest er hun igen blevet misbrugt i reklamer for slankepiller, og det fik hende tirsdag til endnu en gang at gå ud og advare imod alle de falske reklamer, hun misbruges i.

I opslaget skriver Sofie Linde, at hun endnu en gang bliver misbrugt i en reklame for slankepiller.

Herefter understreger hun, at hun aldrig har brugt slankespiller i sit liv.

’Så bare rolig, mine deller er her stadig’, skriver Sofie Linde, der også har lagt en video ind i opslaget, hvor hun bruger sin navle til at synge Hansons hit ’MMbop’.

Herefter kommer X Factor-værtinden med en kontant opfordring til sine følgere:

’Jeg har intet med hverken produktet, artiklerne og/eller firmaet at gøre. Køb ikke det lort – og anmeld det meget gerne, hvis I støder på disse opslag’.

Sofie Linde er langt fra den eneste kendte person, som bliver misbrugt i reklamer for alverdens produkter.

For få uger siden blev Brian Laudrup misbrugt i en artikel, der reklamerede for bitcoin-investeringer.

I den forbindelse forklarede han til B.T., at han følte sig krænket og var rystet over at blive misbrugt.

Et stort antal kendte er det seneste år blevet brugt i falske reklamer for produkter.

Jes Dorph Pedersen, Lars Larsen, Karsten Ree, Puk Elgaard, Anders Matthesen – og et utal af andre er det seneste års tid blevet misbrugt i reklamer for alt fra skønhedsprodukter til bitcoin-investeringer.