Sad han virkelig på direkte tv og løj hende lige op i ansigtet?

De hårdt prøvede briter har nok at tænke på for tiden med rekordmange coronatilfælde og svære forhandlinger om brexit.

Midt i bekymringerne om sygdom, død og landets politiske fremtid, kaster avisen The Daily Mail en bombe, som ryster royalisterne i det gamle imperium:

Avisen har nemlig tilsyneladende bevis for, at prins Andrew ikke talte sandt, da han sidste efterår fortalte BBC-journalisten Emily Maitlis, at han aldrig havde overnattet i den pædofilidømte forretningsmand Jeffrey Epsteins hjem i New York.

Både mundtlige og skriftlige kilder viser ifølge avisen, at det ikke er rigtigt.

Det sætter et alvorligt spørgsmålstegn ved prinsens øvrige forklaring om sit venskab til milliardæren og hans eventuelle medvirken i de seksuelle udskejelser, der foregik hos vennen.

Epsteins tidligere sexslave, Virginia Roberts Giuffre, har igen og igen forklaret, at hun blev tvunget til at have sex med prinsen flere gange i 2001.

Dengang var hun bare 17 år.

Virginia Giuffre hævder, at hun blev tvunget til at have sex med prins Andrew tre gange mellem 2001 og 2002.
Virginia Giuffre hævder, at hun blev tvunget til at have sex med prins Andrew tre gange mellem 2001 og 2002. ALBA VIGARAY

Prins Andrew benægter derimod alt og hævder, at han aldrig har mødt Roberts. Det til trods for, at der er et billede af de to, hvor prinsen holder om den unge pige.

Især to tidspunkter i foråret 2001 er interessante i den sammenhæng.

For hvor var prins Andrew 10. marts 2001?

Selv siger han, at han hentede sin ene datter ved en fødselsdagsfest hos en veninde hjemme i London.

Prins Andrews navn er dukket op i sammenhæng med Jeffrey Epstein. Prinsen beskyldes for at have gramset på en ung kvindes bryster. Arkivfoto
Prins Andrews navn er dukket op i sammenhæng med Jeffrey Epstein. Prinsen beskyldes for at have gramset på en ung kvindes bryster. Arkivfoto BEN STANSALL

Den nu 36-årige Virginia Roberts (som siden har giftet sig til efternavnet Giuffre) fastholder derimod, at han tilbragte aftenen og natten sammen med hende i den pædofilidømte milliardær Jefferey Epsteins luksusbolig på Manhattan i New York.

Også prinsens USA-besøg i april 2001 har været i søgelyset.

Ved den lejlighed hævder Roberts også, at hun mødte prinsen, og at han udnyttede hende seksuelt.

Prinsen benægter alt.

Epstein havde mange indflydelsesrige venner. En af de mest prominente var prins Andrews.
Epstein havde mange indflydelsesrige venner. En af de mest prominente var prins Andrews.

Faktisk har han aldrig overnattet i Epsteins hus i New York, understregede han i det meget omtalte interview med BBC sidste efterår:

»Jeg overnattede der ikke. Jeg har måske været på besøg, men jeg har bestemt ikke, overhovedet, foretaget mig noget. På nogen måde,« sagde prinsen dengang til programmet Newsnight's vært, Emily Maitlis.

Men ifølge avisen The Daily Mail er det udsagn en sandhed med modifikationer. Ja, avisen mener endda at vide, at prinsen løj.

Den har nemlig talt med en såkaldt velplaceret kilde i hoffet, som kan bekræfte, at Andrew overnattede i Epsteins hjem den sidste nat, da han besøgte The Big Apple kort før påske i 2001.

Prins Andrews er en af de mange fremtrædende personer, der er kommet i problemer på grund af sit venskab med Jeffrey Epstein. Arkivfoto
Prins Andrews er en af de mange fremtrædende personer, der er kommet i problemer på grund af sit venskab med Jeffrey Epstein. Arkivfoto TOBY MELVILLE

Kilden understreger dog, at hverken Epstein, hans veninde Ghislaine Maxwell eller Virginia Roberts var i huset på det tidspunkt.

Daily Mail har også set prinsens rejseprogram for turen, som viser, at han først tilbragte nogle nætter hos den britisk generalkonsul i New York. Derefter fløj han til Boston og var der i et døgn, før han vendte tilbage til New York, hvor han overnattede »på en privat adresse.« Angiveligt med den forklaring, at han dermed sparede skatteydernes penge.

Kilder bekræfter over for avisen, at der er tale om Epsteins hjem.

Daily Mail har også fundet et hul på nogle timer, hvor det ikke fremgår af programmet, hvad prinsen foretog sig. Det står bare nævnt som »privat tid.«

Prins Andrew kan ikke erindre, hvad han foretog sig i det tidsrum, men Virginia Roberts og en anden af Epsteins »massøser« hævder, at de begge mødte prinsen under hans besøg.

En af prinsens nærmeste har også gennemhullet hans alibi for 10. marts.

Hans ældste datter, prinsesse Beatrice, har ifølge kilder udtalt, at hun overhovedet ikke kan huske den omtalte fødselsdagsfest i marts 2001, hvor hendes far siger, at han hentede hende på et pizzeria i Woking.

Heller ikke familien, der skulle have afholdt fødselsdagen, erindrer noget om, at prinsen kom forbi.

The Daily Mail har forsøgt at få prinsens kommentar til de nye oplysninger, men hans talsmand siger:

»Det vil ikke være passende at kommentere på nogle af disse forhold.«