I et allerede legendarisk tv-interview forklarede prins Andrew, at han umuligt kunne have forgrebet sig på den dengang 17-årige Virginia Giuffre.
For på netop den dato, hvor overgrebet ifølge hende skal være sket, var hertugen af York (prins Andrew) på en pizzarestaurant med sin datter Beatrice. Nye oplysninger sår dog tvivl ved prinsens forklaring.
Over for BBC forklarede prins Andrew i november 2019 følgende:
»Jeg var sammen med børnene, og jeg havde taget Beatrice til en fest på Pizza Express i Woking klokken 16 eller 17,« sagde han.
På spørgsmålet om, hvorfor han kunne huske et måltid på Pizza Express 18 år tidligere, sagde han:
»Fordi det er en usædvanlig ting at tage på Pizza Express i Woking, en meget usædvanlig ting for mig at gøre.«
Daily Mail skriver søndag en artikel, der på flere måder piller ved troværdigheden af prinsens udsagn, som i offentligheden skulle frikende ham for at have været seksuelt sammen med Virginia Giuffre, der blev sexhandlet af milliardæren Jeffrey Epstein.
Ingen vidner eller bekendte af prinsen kan bekræfte hans forklaring. Tværtimod.

Ifølge en anonym, men ifølge Daily Mail 'upåklagelig kilde' taler prins Andrews datter prinsesse Beatrice imod sin fars forklaring om, hvad der skete 10. marts 2001.
Hun har 'absolut ingen erindring overhovedet' om Pizza Express-besøget, fortæller kilden til avisen.
Forældrene til det barn, der holdt fest på Pizza Express-restauranten, hvor prinsesse Beatrice var inviteret, kan heller ikke huske, at prins Andrew skulle have været forbi restauranten. De fortæller, at Beatrice kom til festen, men at de ikke kan huske selve begivenheden.
Der findes heller ikke billeder af festen, som kan dokumentere prins Andrews alibi.
Desuden er det ærgerligt for prins Andrew, at han – ifølge en dagbog som Daily Mail angiveligt har haft adgang til – havde en planlagt manicure på netop det tidspunkt, hvor han ifølge sin forklaring skulle have været til fest med sin datter på Pizza Express.
Skønhedsbehandlingen skulle ifølge dagbogen foretages af en kvinde kaldet 'Jeanne.'
Avisen skriver også, at den vagt, der denne dato havde ansvaret for prins Andrews sikkerhed, er død. Dermed kan heller ikke han bekræfte prins Andrews alibi.
En talsmand for prins Andrew afviser på hertugens vegne, at den 60-årige prins, der efter sigende er dronning Elizabeths yndlingsbarn, skulle have forgrebet sig på Virginia Giuffre.
»Hertugen har allerede offentligt erklæret, at han ikke kan huske at have mødt Virginia Roberts,« lyder det.