Det australske dameblad New Idea er mandag udkommet med en forsidehistorie, der siden har trukket omtale og overskrifter af helt forkerte årsager.

På forsiden har bladet valgt at bringe en historie, hvori de antyder, at prins Harry og hans hustru, Meghan Markle, skal skilles med ordene: 'It's all over! (Det er slut, red.).

Samtidig understøtter de på forsiden bruddet med en officiel udtalelse fra Buckingham Palace.

Desuden har de prydet forsiden med et bryllupsbillede af parret, som er blevet fotoredigeret med en streg imellem dem, hvilket du kan se herunder.

Forsiden med prins Harry og Meghan Markle.
Forsiden med prins Harry og Meghan Markle. The Guardian

Men få timer efter bladet var på hylderne og kunne købes i Australien, annoncerede prins Harry og Meghan Markle i stedet, at de er gravide og venter deres andet barn. Det skriver The Guardian.

»Vi kan bekræfte, at Archie skal være storebror. Hertugen og hertuginden af Sussex er ovenud lykkelige for at vente deres andet barn,« lød det søndag fra en talsperson for parret ifølge tv-stationen Sky News.

Selvom forsiden ved første øjekast antyder, at parret er gået fra hinanden, er historien i selve bladet en helt anden.

Heri fremgår det ifølge The Guardian, at prins Harry og Meghan Markle har foretaget en række uheldige beslutninger, hvorfor dronning Elizabeth angiveligt skulle have krævet, at parret skulle fratages alle deres titler.

Prins Harry og Meghan Markle annoncerede søndag deres graviditet med dette billede.
Prins Harry og Meghan Markle annoncerede søndag deres graviditet med dette billede. Duke and Duchess of Sussex

Inklusive de royale titler, som parret fortsat har trods deres exit fra det engelske kongehus for et års tid siden.

Historien bliver dog ikke bakket op af personer eller kilder omkring Buckingham Palace.

Dronning Elizabeth og resten af kongefamilien har søndag derimod udsendt en anden udtalelse, hvori de udtrykker glæde og lykønsker parret med den kommende familieforøgelse.

Ifølge The Guardian er det ikke første gang, New Idea er kommet i vælten på grund af en historie vedrørende prins Harry.

Meghan og Harry med deres søn, Archie.
Meghan og Harry med deres søn, Archie. TOBY MELVILLE / POOL

I 2008 skrev bladet, at prinsen var udstationeret i Afghanistan. Alt imens Buckingham Palace og medierne havde indgået en aftale om, at denne information ikke måtte afsløres.

Det førte til, at bladet måtte udsende en undskyldning for brud på aftalen, og at prinsen måtte forlade Afghanistan af sikkerhedsmæssige årsager en måned senere.

New Idea har ikke kommenteret deres seneste forside.

Efter bruddet med kongehuset fløj prins Harry og Meghan Markle først til Canada for at bosætte sig, men er siden flyttet til USA.

De har købt et hus i Montecito i Californien, hvor de nu bor med Archie.

Den kommende storebror er født 6. maj 2019 og kan altså fejre sin toårs fødselsdag om mindre end tre måneder. Han er nummer syv i arvefølgen til den britiske trone.

Parret valgte at offentliggøre deres graviditet på valentinsdag – præcis som prinsesse Diana og prins Charles gjorde i 1984, da de ventede prins Harry.