Omkring 900 dagligvarer i nogle af landets største supermarkedskæder bliver nu udstyret med en ny mærkning på emballagen.

En mærkning, som har til formål at hjælpe dig til ikke at smide for meget mad i skraldespanden.

Det er Dagrofa-kæderne Meny, Spar, Min Købmand og Letkøb, som nu sætter et nyt mærke på deres egne varemærker Gestus, OMHU, Grøn Balance og First Price.

På alle de varer, der i dag er mærket med 'bedst før', kommer nu også mærkningen 'ofte god efter' for at hjælpe kunderne til at overveje, om det nu også er nødvendigt at smide varen ud, selvom datoen er overskredet.

Initiativet er del af et bredere fokus på at mindske madspild og belastningen af klimaet.

Det skriver Dagrofa i en pressemeddelelse, hvor CSR-chef Henrik Engberg Johannsen forklarer mærkningen på følgende måde:

»Teksten 'ofte god efter' på alle vores egne varer med holdbarhedsmærkningen 'bedst før' tydeliggør for kunden, at de ikke bare skal smide varen ud, før udseende, lugt eller smag afslører, den ikke længere er frisk. Fødevarer kan sagtens spises en rum tid, selvom 'bedst før'-datoen er overskredet.«

Dagrofas tiltag er ikke unikt i dansk sammenhæng.

Ifølge mediet Dagligvarehandlen fik virksomheden bag appen Too Good To Go for et par år siden en del fødevareproducenter til at tilføje 'ofte god efter' til emballage, hvor der i forvejen stod 'bedst før'.

Siden har en lang række producenter som Coop, Orkla, Carlsberg og Toms indført mærkningen på deres varer.