»Et barskt vejrdøgn.« »Noget af en cocktail.« Og »de sidste krampetrækninger.«
Sådan lyder blot nogle af beskrivelserne af de kommende 24 timer, som byder på heftigt vejr med både risiko for snestorm, snefygning, tæt tåge og glatte veje.
Det fortæller den vagthavende meteorolog ved DMI, Lars Henriksen, tidligt mandag morgen.
»Der er i hvert fald mange ting at tage stilling til som meteorolog,« forklarer han.
Allerede søndag udsendte vejrinstituttet et varsel om risiko for snestorm – særligt for den østlige del af landet med hovedstadsområdet, Nordsjælland og på Læsø.
Selvom de seneste prognoser har skruet lidt ned for, hvor store mængder sne, der kan komme, gælder varslet fortsat:
»De prognoser, vi fik sent i aftes, har måske trukket en lille smule i land med mængderne. Men jeg tror stadig, vi har en ret heftig dag i vente med sneen, der kommer ind vestfra, temperaturer under frysepunktet, tiltagende vind og derfor også snefygning,« siger meteorologen og forklarer, at der mange steder i forvejen ligger noget sne, som kan give snefygning og derfor skabe udfordringer.
Særligt for trafikken.
»Det er en hårfin balance, om man nogle steder når kriteriet for snestorm, så vi lader varslet køre – også for at fortælle folk, at man skal være opmærksom, hvis man skal ud i løbet af dagen,« fortæller Lars Henriksen.
Snevejret dukker op over landet vestfra i løbet af formiddagen, hvorefter det breder sig østpå til det meste af landet.
Hvor prognoserne søndag viste, at der kunne falde mellem 5 og 10 centimeter sne, nogle steder endda 10 til 15 centimeter, lyder det ifølge de seneste prognoser, at der generelt set vil falde mellem 3 og 8 centimeter. Nogle prognoser viser mere. Andre mindre.
»Det er lidt usikkert, om kriteriet for snestorm bliver nået, men uanset om det bliver reel snestorm eller ej, når sneen først kommer, og det begynder at blæse op, mens vi har de her lave temperaturer, så kan det sagtens bøvle mange steder,« forklarer meteorologen.
Hvis det ikke var nok med risiko for snestorm og snefygning, så bliver det efterfulgt af risiko for tæt tåge over hele landet fra aften- og nattetimerne.
»Når snevejret er ovre i løbet af aftenen, så ser det ud til, at det her lune vejr, som er på vej, trækker en masse tåge med sig. Så der kan komme tæt tåge i store dele af landet. I kombination med, at der nogle steder kan komme frost, og at der ligger sne fra dagens snevejr, kan det blive til noget af en cocktail i forhold til, hvis man skal ud i trafikken,« advarer Lars Henriksen.
»Så der er mange ting, man lige skal tænke over, hvis man skal ud at køre det næste døgns tid.«
Fra tirsdag morgen og frem ser vejret dog ud til at blive lunere:
»Det er overgangen fra det flotte vintervejr, som vi har haft i weekenden, til nu noget mere typisk dansk vintervejr, hvor vi begynder at få temperaturer over frysepunktet. Så i dag (mandag, red.) bliver nok sidste sådan rigtige krampetrækninger, før det bliver lunere herfra,« fortæller meteorologen.