To måneder efter prins Harry og hertuginde Meghans første barn, den toårige søn Archie, kom til verden, fortalte prins Harry, at der højst var et barn til på vej fra parrets side.

I et interview i Vogue med chimpanse-eksperten Jane Goodall fortalte hertugen nemlig, at han bekymrede sig meget om klimaet og derfor ikke ville have for mange børn.

»To, maksimum! Men jeg har altid tænkt: Dette sted er til låns,« lød det fra prins Harry i Vogue i juli 2019.

De få ord har nu sikret ham og hertuginde Meghan en særpris af organisationen Population Matters.

»Ved at erklære offentligt om deres intention om at begrænse deres familie til to har hertugen og hertuginden af Sussex hjulpet til at sikre en bedre fremtid for deres børn og agerer rollemodel for andre familier,« lyder den officielle baggrund for prisen.

Miljøorganisationen understreger nemlig, at færre børn betyder et lavere klimaaftryk – og netop miljø og klima har længe været en mærkesag for prins Harry.

Han og hertuginde Meghan fik deres andet barn, datteren Lillibet, 4. juni i år, og dermed er den lille familie på fire altså komplet.

Efterfølgende er Population Matters dog kommet i en mindre modvind ved at forære prisen til 'så privilegerede mennesker'.

En beslutning, organisationen forsvarer på deres hjemmeside:

»Når det formentlig mest berømte par i verden siger, at de vælger at stoppe ved to, så hjælper de til popularisere og normalisere det valg,« forklarer organisationen.

De påpeger desuden, at opmærksomheden ved at give parret prisen også har medført større opmærksomhed på velgørenhedsorganisationen og de andre prisvindere.