Den 30-årige Lady Kitty Spencer, niece til prinsesse Diana, og 62-årige Michael Lewis har langt om længe sagt ja til hinanden.

Parret blev forlovet sidste år, men har nu sagt ja til hinanden i en italiensk villa i Frascati i Rom. Det skriver Daily Mail.

Lady Kitty Spencer har de sidste tre år dannet par med den 62-årige sydafrikanske mangemillionær Michael Lewis, som er fem år ældre end hendes far Charles Spencer.

Kitty og Michaels bryllup blev blandt andet overværet af hendes søstre, Eliza og Amelia, ligesom Michaels tre voksne børn fra et tidligere ægteskab også var til stede.

Derudover mødte en lang række af deres venner op. Heriblandt popsangeren Pixie Lott og Made In Chelsea's Mark Vandelli.

Det antages, at brudens kjole er blevet designet af det italienske luksusmodehus Dolce & Gabbana, hvor Lady Kitty har været en global ambassadør for mærket.

Derudover lyder det, at Kitty har båret Spencer-tiaraen, som prinsesse Diana bar til sit bryllup med prins Charles dengang i 1981.

Lady Kittys fætre prins William og prins Harry deltog ikke i begivenheden grundet den igangværende covid-19 situation i Storbritannien.

Brylluppet sluttede med et brag af en fest, hvor der var et ekstravagant fyrværkeri, der oplyste den italienske nattehimmel.