B.T. i Malmø: For en uge siden sprang grevinde Alexandra overraskende ud som sangerinde med nummeret ’Wash Me Away’. Lørdag havde hun sin debut på scenen til et privat velgørenhedsevent i Malmø.

»Udover nerverne i starten så nød jeg det. Jeg syntes, det var et skønt sted, et skønt publikum. Det var rigtig rart,« lød det fra 54-årige grevinde Alexandra, da hun kort efter sin optræden holdt et lille pressemøde i en hotellobby ved siden af Malmø Arena.

Pressen var tidligere på aftenen forment adgang til showet.

Da B.T. ved indgangen spurgte, om ikke det alligevel var muligt at komme ind og se hvordan grevinden klarede sin debut, var der lukket. Selv ikke tilskuertallet i selve hallen ville arrangørerne ud med.

Overværede du showet, så vil B.T. meget gerne høre fra dig på 1929@bt.dk eller på Facebook.

Men Alexandra lignede i hvert fald efterfølgende en lettet og glad nyudsprunget popsanger, da hun ankom til det lille pressemøde med sine to børn prins Nikolai og prins Felix, stylist og frisør Dennis Knudsen og et par ekstra assistenter.

»Min største frygt var at glemme teksten,« lød det fra grevinde Alexandra, der kunne fortælle, at hun havde optrådt for 1.200 ansigter.

Grevinden ved ikke, om vi i fremtiden kan forvente mere musik fra hendes kant.

»Jeg understreger her, at jeg er amatør. Jeg synes, det er utroligt, at sangen bliver sammenlignet med Lukas Graham. Slap dog af, siger jeg. Det er en velgørenhedssang. Jeg er ikke professionel, jeg har ikke tænkt mig at bevæge mig på den store scene som et livsvilkår. Det er ikke en ny karriere,« understregede hun bestemt med henvisning til de blandede reaktioner, hendes sang har fået i medierne.

Grevinde Alexandra optræder i Malmø, lørdag den 10-11-2018
Grevinde Alexandra optræder i Malmø, lørdag den 10-11-2018 Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Det er det, jeg siger. Slap dog af. Det er en velgørenhedssang, helt ærligt.«

Grevinde Alexandra har i år overrasket først med afsløringen af et – vil nogen mene – vovet portrætmaleri, en bog om Danmark, og nu et popnummer.

Hun afviser ikke, at der i fremtiden vil komme flere kreative projekter fra hendes side.

»Du må ikke spørge mig, hvad det er. Men selvfølgelig kommer der mere,« lød det fra grevinden og tilføjede, at hun først og fremmest har sagt ja til at udgive en sang for at bryde gamle mønstre og kunne inspirere andre til engang imellem at prøve noget nyt.

Grevinde Alexandra optræder i Malmø, lørdag den 10-11-2018
Grevinde Alexandra optræder i Malmø, lørdag den 10-11-2018 Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Adspurgt om vi for eksempel kan forvente grevinde Alexandra i et kommende melodi grand prix, smilede hun.

»Nej, overhovedet ikke. Jeg har gjort noget i en god sags tjeneste. Så håber jeg, folk tager det som det er.«

LÆS OGSÅ: Derfor springer grevinde Alexandra ud som sangerinde

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af grevinde Alexandras nye sang