Grevinde Alexandra har aldrig lagt skjul på, at hun elsker sine to sønner, prins Felix og prins Nikolai, meget højt.

Og nu, hvor de begge er blevet voksne, er kærligheden bestemt ikke blevet mindre.

»Jeg er en lykkelig og stolt mor,« fortæller grevinden i forbindelse med, at hendes ældste søn, prins Nikolai, fylder 21 år fredag . Prins Nikolai har i den forbindelse også udtalt sig til B.T. i denne artikel.

Grevinden kan nemlig slet ikke stoppe med at rose sin ældste søn, der både arbejder som model og passer sit studie i Business Administration and Service Management  på Copenhagen Business School.

Grevinde Alexandra er tydeligt stolt af prins Nikolai.
Grevinde Alexandra er tydeligt stolt af prins Nikolai. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Nikolai er en glad, godt afbalanceret, fornuftig ung mand med en nysgerrighed på livet,« lyder det fra den tidligere prinsesse, der også roser sin søns måde at være på som søn og storebror.

»Han er en vidunderlig ældste søn og en dejlig storebror,« siger grevinde Alexandra.

Prins Nikolais fødselsdag er den anden store fødselsdag inden for kort tid for grevinde Alexandra.

Den 22. juli fyldte grevindens yngste søn, prins Felix, 18 år, hvilket samtidig markerede en afslutning for grevinde Alexandras årpenge på 2,6 millioner kroner.

Grevinde Alexandra med sine to sønner tilbage i 2015.
Grevinde Alexandra med sine to sønner tilbage i 2015. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Grevinden har nemlig gennem flere år sagt, at hun ville frasige sig årpengene, når prins Felix fyldte 18 år, og det løfte holdt hun.

I den forbindelse forklarede hun til Berlingske, at det bestemt ikke er en nem forandring i livet:

»Jeg skal ikke være bleg for at sige, at det er et tæppe, der bliver revet væk. Men rent menneskeligt er der ingen bånd, der bliver kappet. Jeg har et super forhold til børnenes far og til hans familie. Vi ses stadig, og vi hygger os. Det, jeg står i lige nu, er en transformation,« forklarede grevinden.

Grevinde Alexandra blev i maj ansat hos Bang & Olufsen, hvor hun skal arbejde med kundeprogrammer, marketing og salg.