Billederne af kronprins Frederik og den mexicanske model Genoveva Casanova er endt med at gå store dele af verden rundt de seneste par dage.
Nu har sidstnævnte i et interview forklaret, hvordan de to endte sammen i den spanske hovedstad.
Det var det spanske medie Lecturas, der tirsdag aften skrev, at det havde billeder, der ville ryste det danske kongehus.
Onsdag morgen bragte det efterfølgende en historie om, at den danske kronprins og den mexicanske model havde mødtes i Madrid den 25. oktober, gået en tur sammen, spist på restaurant og – ifølge Lecturas – overnattet sammen hos Genoveva Casanova.

Kongehuset har efterfølgende beskrevet det spanske medies historie som 'rygter og insinuationer', mens Genoveva Casanova har benægtet antydningen af romantik, som hun har kaldt 'blottet for sandhed' og 'ondsindet'.
I et interview med et andet spansk medie, Vanitatis, fortæller hun lidt mere om, hvad der – ifølge hende – førte til, at hun mødtes med kronprins Frederik.
Til mediet fortæller hun, at hun og den danske prins har en fælles ven, der bor i Madrid.
Vennen havde ifølge Genoveva Casanova planlagt at fungere som såkaldt 'cicerone' (en form for guide eller omviser, red.) for Frederik under hans ophold i den spanske storby.

Men vennen blev syg, forklarer den mexicanske kvinde.
Han skal derfor have ringet til Genoveva Casanova og bedt hende om at overtage opgaven.
Det var ifølge Genoveva Casanova det, der førte til, at hun mødtes med Kronprinsen den dag.
»Jeg vil gerne gøre det meget klart, at jeg ikke har noget forhold til ham, som der bliver påstået,« siger Genoveva Casanova til Vanitatis:

»Vi er venner, og billederne beviser ikke noget som helst. Bortset fra for dem, der ønsker at fordreje billederne og se noget, der ikke er der. Vi har fælles venner, og jeg går ikke rundt og fortæller folk, hvem mine venner er.«
Kronprins Frederik har endnu ikke personligt kommenteret billederne.
Chefredaktøren for Lecturas fastholder i det spanske morgenprogram 'Espejo Público', at han har en håndfast historie. Det kan du læse mere om i artiklen HER.
