'Prins Harry og hertuginde Meghan træder tilbage som fremtrædende medlemmer,' lød det onsdag fra det britiske kongehus. Hvad betyder det egentlig? Er han så ikke prins længere? Skal hun til at være skuespiller igen? Får de stadig løn? B.T. ringede til kongehusekspert Michael Bregnsbo.

Hej, Michael. Nu har jeg læst Harry og Meghans udmelding et par gange, og jeg er stadig i tvivl om, hvad de egentlig har meldt ud. Det er lidt uklart det med at 'træde tilbage'. Hvordan forstår du det?

»At de vil ud af offentlighedens søgelys. De er trætte af mediernes hæmningsløse og nærgående forfølgelse af dem, så nu vil de være sig selv. Så vidt jeg kan se, vil de ikke frasige sig deres titler, de vil bare ikke optræde offentligt længere.«

Så Harry er stadig prins?

»Ja, sådan læser jeg det. Der står i hvert fald ikke noget om, at han ikke er.«

De vil også stadig passe deres protektioner?

»Ja, de drosler ned på deres offentlige forpligtelser og optrædener, men de er stadigvæk medlemmer af kongefamilien.«

Så det med, at de 'træder tilbage', er kun i forhold til at være en del af medierne?

Harry og Meghan i Australien i oktober 2018.
Harry og Meghan i Australien i oktober 2018. Foto: Phil Noble
Vis mere

»Ja, men det er også et ret væsentligt punkt. De kongelige lever jo af at være offentlige personer. Hvis medierne ikke skrev om dem, hvad skal vi så bruge dem til? Hvorfor skal de have alle deres privilegier, hvis de ikke giver noget til gengæld?«

De siger, at de vil 'arbejde på at være økonomisk uafhængige'. Så de får lige nu stadig løn af kongehuset, men det vil de frasige sig og tjene deres egne penge?

»Ja, for når de får penge fra det offentlige, har man også ret til at forvente, at de gør noget til gengæld – herunder at stå til rådighed for medierne. Når de så ikke vil det, bliver de nødt til at blive uafhængige.«

Men de har ikke travlt, når de siger 'arbejde på'. Så kan der gå lang tid?

»Ja, det tyder det på. Jeg ved heller ikke, hvordan de har tænkt sig at arbejde på det. Men de er godt klar over, at når de trækker sig fra medierne, så må de finde sig et arbejde.«

Det med at 'de stadig vil passe deres protektioner'. Det er jo noget med at komme ud til forskellige arrangementer. Kan det overhovedet lade sig gøre i forhold til, at pressen så ikke må komme og tage billeder?

»Det bliver nok svært, for pressen vil jo komme. Men der vil nok ikke blive givet fotomuligheder eller eksklusive interviewaftaler på forhånd. En del af protektionerne er måske også mere skrivebordsarbejde, hvor man ikke optræder ude i offentligheden.«

De siger også, 'at de fortsat vil støtte dronningen'. Det vil måske også være mærkeligt andet pludselig at sige, at man er imod kongehuset?

Harry, da han åbnede den royale marine i 2013.
Harry, da han åbnede den royale marine i 2013. Foto: ADAM GERRARD
Vis mere

»Ja, og de kan jo heller ikke løbe fra, hvem de er.«

Nu gætter vi bare, men hvilken slags job vil Harry kunne få?

»I kongehuset er der jo tradition for at gå militærvejen, så det er oplagt. Ellers noget, der ikke har en politisk rolle. Det kan være noget inden for velgørenhed eller diplomatarbejde. Kronprins Frederik var jo fx tilknyttet den danske ambassade i Paris på et tidspunkt. Det kunne være noget lignende.«

Meghan er jo tidligere skuespiller. Ville det give mening, at hun genoptog den karriere?

»Det har jeg svært ved at se. Hvis hun får roller, vil man nok også stadig mest se hende som et medlem af det britiske kongehus. Man skal jo ikke udelukke noget, men hvis de netop ønsker ro fra offentligheden, er jobbet som skuespiller måske heller ikke det bedste.«

Hvad med prins Charles. Han er 71 år. Kunne han finde på at gøre noget lignende og sige til prins William, at han bare kan overtage tronen, da han er blevet for gammel?

»Det britiske kongehus er meget traditionsbevist, så det vil være et meget markant traditionsbrud. Så umiddelbart tror jeg det ikke. Det er jo bare gætteri, men han vil nok i højere grad lade sin søn få flere opgaver – både for at forberede ham og for at aflaste sig selv, da han ikke har så meget energi som tidligere.«

Michael Bregnsbo er lektor i historie på Syddansk Universitet og kongehusekspert.

Michael Bregnsbo, Syddansk Universitet.
Michael Bregnsbo, Syddansk Universitet. Foto: Bjarke Ørsted
Vis mere