Det er længe siden, at Kronprinsparret har vist sig officielt med prins Joachim og prinsesse Marie, der til daglig bor i Paris.

Men i aften mødtes de to royale familier, da dronning Margrethe inviterede parrene og filmbranchen til koncert og middag på Fredensborg Slot.

Vi skal halvandet år tilbage til april 2020, da dronning Margrethe fyldte 80 år, for at finde en begivenhed, der samlede Kronprinsparret og prins Joachim og prinsesse Marie.

Det var under den første coronanedlukning, og derfor var det blot en privat middag på Fredensborg, mens alle andre officielle festbegivenheder var aflyst.

Prinsesse Marie og prins Joachim. Dronningen afholder koncert og middag for filmbranchen på Fredensborg Slot, tirsdag den 26. oktober 2021.
Prinsesse Marie og prins Joachim. Dronningen afholder koncert og middag for filmbranchen på Fredensborg Slot, tirsdag den 26. oktober 2021. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Siden har de to royale familier ikke vist sig sammen.

Heller ikke engang til prins Christians konfirmation i foråret, hvor prins Joachim og prinsesse Marie meldte afbud.

Kronprins Frederik var dog i forrige uge i Paris i forbindelse med afsløringen af Tour de France 2022-ruten i Palais des Congrès, og efterfølgende besøgte han ifølge ugebladet Her & Nu prins Joachim og prinsesse Marie privat.

I sommeren 2020 rejste Kronprinsen også alene til Chateau de Cayx for at besøge prins Joachim, der var ved at komme sig oven på blodproppen, som rystede hele den kongelige familie.

Men kronprinsesse Mary og prinsesse Marie har ikke været fotograferet sammen siden april 2020.

Kronprinsesse Mary og Kronprins Frederik til middag hos Dronningen på Fredensborg.
Kronprinsesse Mary og Kronprins Frederik til middag hos Dronningen på Fredensborg. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Derfor er koncerten og middagen på Fredensborg også en unik begivenhed i et kongehus, der efterhånden godt kan virke noget delt.

Før Dronningens fødselsdag i 2020 var Kronprinsparret sammen med prins Joachim og prinsesse Marie under et erhvervsfremstød i Paris i oktober 2019.

Prins Joachim og prinsesse Marie flyttede i 2019 til Paris, hvor prins Joachim begyndte på det fine franske militærakademi Ecole Militaire. Da uddannelsen var færdig, scorede han en stilling som forsvarsattaché ved den danske ambassade i Paris, og siden har den kongelige kalender været gabende tom.

Under dette besøg i Danmark har der dog været noget royalt arbejde på programmet for prinsen. Prins Joachim uddelte prins Henriks Europa Nostra Pris tirsdag formiddag, men ellers skal vi tilbage til august 2020, hvor prins Joachim deltog i Copenhagen Historic Grand Prix.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary bliver modtaget af prins Joachim og prinsesse Marie ved en middag på rådhuset i Paris, Hotel de Ville, under Kronprinsparrets erhvervsfremstød i Paris, tirsdag den 8. oktober 2019.
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary bliver modtaget af prins Joachim og prinsesse Marie ved en middag på rådhuset i Paris, Hotel de Ville, under Kronprinsparrets erhvervsfremstød i Paris, tirsdag den 8. oktober 2019. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Prins Joachim og prinsesse Marie fejrede jul alene med Dronningen sidste år i Jylland, mens Kronprinsparret blev på Sjælland.