Mens Kronprinsparret nyder godt af den danske befolknings velvilje, ser det noget anderledes ud for prins Joachim og hans 45-årige hustru.

Faktisk viser en spørgeundersøgelse, som YouGov har lavet for B.T., at Dronningens yngste søn er blandt de mindst populære medlemmer i det danske kongehus.

I undersøgelsen, der er foretaget mellem 2. og 4. juli, svarer kun 37 procent af de adspurgte, at de synes 'godt' eller 'meget godt' om prins Joachim.

Samtidig svarer næsten hver fjerde – 24 procent – at de synes 'dårligt' eller 'meget dårligt' om den 52-årige prins.

Mens henholdsvis 78 og 75 procent af danskerne godt eller meget godt kan lide Kronprinsen og hans hustru, svarer henholdvis 37 og 42 procent det samme om prins Joachim og prinsesse Marie.
Mens henholdsvis 78 og 75 procent af danskerne godt eller meget godt kan lide Kronprinsen og hans hustru, svarer henholdvis 37 og 42 procent det samme om prins Joachim og prinsesse Marie. Foto: CHARLES PLATIAU
Vis mere

Hans hustru, prinsesse Marie, klarer sig en anelse bedre og har støtte fra 42 procent af de adspurgte.

»Det er desværre konsekvensen af, at man har arbejdet så heftigt for at køre Kronprinsparret i stilling som parret, der snart skal overtage hele butikken,« forklarer B.T.s royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen, og henviser til, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary er dem, som flest synes godt om.

»Der er ingen i Kongehuset, der er interesseret i at hjælpe med at reparere prins Joachim og prinsesse Maries popularitet. De må sejle deres egen sø nede i Paris.«

Selv Dronningens søster, 77-årige prinsesse Benedikte, klarer sig bedre end prinseparret. Hende kan 43 procent godt eller meget godt lide.

Jacob Heinel Jensen bemærker, at prins Joachim og prinsesse Maries haltende popularitet blandt andet kan tilskrives det opsigtsvækkende interview, som udkom i det franske magasin Point De Vue for et par måneder siden.

Her lod prins Joachim læserne vide, at han var utilfreds med sin rolle i det danske kongehus.

»Mellem os er det mere kompliceret. Kronprinsen skal blot følge tingenes gang. Men intet er defineret for nummer to og vedkommendes hustru, hverken på skrift eller i tale. Min far stiftede bekendtskab med samme utilfredsstillelse og formåede aldrig at få klargjort sin plads i kongefamilien,« sagde prinsen eksempelvis i interviewet.

Netop en sådan udtalelse kan have stor indflydelse på forholdet til danskerne, mener Jacob Heinel Jensen.

»Jeg tror, både befolkningen og Kongehuset er trætte af at høre om, at prins Joachim og prinsesse Marie føler sig kasseret og smidt på porten. Det er ofte en tabersag at klynke i medierne. Det så man også med prins Henrik i sin tid. Danskerne gider ikke høre om det.«

Den royale korrespondent mener desuden, at det nok heller ikke er uvæsentligt, at prinseparret har valgt at lade sig interviewe af franske magasiner fremfor danske.

»Jeg er med på, at Paris Match og Point de Vue lyder finere end B.T. og Se og Hør, men det er nu engang danske læsere, der betaler deres apanage. Hvis prinsen og prinsessen gerne vil kommunikere med deres arbejdsgivere – danskerne – så kald en spade for en spade og tal dansk,« siger han og kommer så afsluttende med et godt råd:

»De skal komme ud af offerrollen. Start forfra. Sig farvel til apanagen, og folkestemningen ville ændre sig øjeblikkelig. Det ville være den klogeste strategi.«