'Man må sige, at prins Joachim skruer op for dramatikken,' lyder det fra B.T.s royale korrespondent Jacob Heinel Jensen.

Han hæfter sig ved, at prins Joachim i et nyt interview med det franske magasin Point de Vue pludselig taler om at stå i skyggen af sin bror, kronprins Frederik, på samme måde som hans far, prins Henrik, i 2002 talte om at stå i skyggen af dronning Margrethe.

Prins Joachim bliver for eksempel spurgt ind til sin rolle, og her lyder det ærligt:

»Mellem os er det mere kompliceret. Kronprinsen skal blot følge tingenes gang. Men intet er defineret for nummer to og vedkommendes hustru, hverken på skrift eller i tale.«

Han tilføjer

»Min far stiftede bekendtskab med samme utilfredsstillelse og formåede aldrig at få klargjort sin plads i kongefamilien. Men det er ikke altid nemt. Vi må finde ud af det selv, samtidig med at man holder sig inden for rollen som nummer to i rækken.

Det mener B.T.s royale korrespondent Jacob Heinel Jensen er ret opsigtsvækkende:

»Jeg hæfter mig meget ved, at prins Joachim kalder sin egen situation for kompliceret, og man må da sige, at han selv skruer op for dramatikken ved at sammenligne sin egen situation med prins Henriks.«

Prins Joachim og prinsesse Marie.
Prins Joachim og prinsesse Marie. JACQUES WITT

Han fortsætter:

»Det er ret opsigtsvækkende, da prins Henriks problemer med sin rolle i Kongehuset har været den mest omtalte konflikt i 2000erne. Når man selv trækker prins Henrik-kortet, så er det, fordi man gerne vil sige noget alvorligt.«

Jacob Heinel Jensen vurderer, at de nye udtalelser vidner om, at prins Joachim og prinsesse Maries flytning til Paris ikke har været nem.

»Det her er endnu et bevis på, at Joachim og Marie har haft det meget svært. Hele flytningen til Paris har været enormt kompliceret – i sommeren 2020 sagde Marie til mig, at de ikke selv havde valgt at flytte derned. At Joachim nu offentligt siger, at han har været utilfreds med sin rolle, cementerer virkelig alvoren.«

I interviewet med det franske magasin bliver prins Joachim også spurgt ind til, hvad han mener om prins Harrys exit fra det britiske kongehus.

»Jeg har enormt meget respekt for prins Harry. Han er meget modig. Han turde følge sit hjerte. Alene han ved, hvordan han tænker,« siger prins Joachim.

Også det finder Jacob Heinel Jensen særligt opsigtsvækkende:

»Alvoren bliver understreget af, at Joachim vælger at kalde prins Harry modig og siger, at han har stor respekt for ham. Han kunne også have valgt at sige noget pænt om det britiske kongehus, men han vælger i stedet at rose Harry. Det er at rasle med sablen. Joachim gør det klart, at han står på de udstødtes side – måske fordi han kan se nogle ligheder mellem sin egen situation og Harrys. Sådan tolker jeg det.«

Prins Joachim.
Prins Joachim. Mads Claus Rasmussen

Jacob Heinel Jensen tilføjer, at prins Joachim og prinsesse Marie tydeligvis ikke virker til at være færdige med at tale om sagen. Han tænker også, at deres ærlighed må irriterer Kongehuset – men at det er et skridt i den rigtige retning:

»Jeg kan kun rose deres ærlighed. Jeg synes, det er godt, at de er begyndt at tale mere ærligt om de ting, der er foregået i forbindelse med flytningen til Paris. Det klæder dem virkelig, og det er med til at nuancere debatten. Jeg håber, de vil fortsætte,« lyder det fra B.T.s royale korrespondent.