Hænderne ligger foldet på lårene. Blikket er trist. Alvoren i stemmen er ikke til at tage fejl af.

Med sin hustru ved sin side siger kong Willem-Alexander af Nederlandene nu undskyld. Undskyld til sin befolkning, fordi han og hans familie gjorde noget »uklogt«.

Det sker i en video, som kongehuset har delt på Instagram. Her italesætter den 53-årige den kritik, der har været af ham og hans familie, siden de sidste fredag rejste til Grækenland for at holde efterårsferie – samtidig med at Holland var under corona-nedlukning.

»Det er med tungt hjerte, at jeg henvender mig til jer. Vores rejse til Grækenland har fremkaldt stærke reaktioner fra mange hollændere. Det gør ondt at have brudt jeres tillid til os,« siger kongen ifølge Billedbladet i videoen og fortsætter:

»Selvom rejsen var i overensstemmelse med de gældende regler, var det meget uklogt ikke at tage højde for betydningen af de nye restriktioner i vores samfund. Vores egen beslutning om at vende tilbage blev truffet i erkendelse af, at vi ikke skulle være rejst.«

Kongefamilien var knapt landet i det græske, før kongehuset i kølvandet på kritik fra flere prominente navne udsendte en meddelelse, hvori det lød, at kong Willem-Alexander, dronning Maxima og de tre døtre ville vende tilbage til Holland hurtigst muligt.

Således havde kongeparret og deres yngste datter atter hollandsk jord under fødderne lørdag, mens de to ældste prinsesser tirsdag aften vendte tilbage til Holland.

Et land, der de seneste uger har oplevet et stigende antal smittetilfælde. I skrivende stund er der registeret 253.000 smittetilfælde i landet med 17 millioner indbyggere. 6873 personer er døde med covid-19.

Kongefamilien fotograferet i juli.
Kongefamilien fotograferet i juli. Foto: SEM VAN DER WAL
Vis mere

Derfor har myndighederne også valgt at lukke landet delvist ned.

Det er stadig tilladt at rejse, men kritikere har påpeget, at det virker omsonst, at kongefamilien rejser på afslappende ferie, mens resten af befolkningen opfordres til at blive hjemme.

Det tager den royale familie nu til efterretning:

»Fra begyndelsen af coronakrisen har vi gjort vores bedste – indenfor rammerne af coronapolitikken – for at finde vores plads og være der så meget som muligt for alle, der har brug for støtte i disse usikre tider. Det er en vanskelig tid for alle. En tid med afsavn, begrænsninger og bekymringer. Og med frygt, vrede og usikkerhed.«

»Vi har hørt gribende historier i mange sammenhænge, både fortalt personligt og digitalt. Vi føler os forbundne med jer og alle dem, der direkte eller indirekte har været berørt. Vi vil fortsætte med at samarbejde med jer omkring at få virussen under kontrol. Sådan at enhver i dette land kan vende tilbage til et normalt liv så hurtigt som muligt.«

»Det er det vigtigste lige nu, og vi vil fortsætte med at gøre det så godt som muligt. Vi er involveret. Men ikke ufejlbarlige,« siger kong Willem-Alexander.